Karl Magnus Kofoed, 1863-1941
Tilsyneladende havde han planlagt at få det udgivet. Et par steder er der forklaringer, som er overflødige for efterkommere, eller bare folk der kender Bornholm. Der er forord, kapitler, og der indledes med hvad han ellers havde fået udgivet.
Jeg har her bevaret den gamle stavemåde, og har kun indsat lidt afsnit og billeder for at gøre det hele letlæseligt.
Karl M. Kofoed
|
De unges Bog (under Pseudonymet Intimus 1902. Julebilleder (Digtsamling) 1912 Bornholmske Sansager og Sange I-II 1917-18 (udsolgt) Bornholms Kirkehistorie I 1920 Bornholmske Sansager og Sange III 1921 (udsolgt) Skjulte Skatte (Digtsamling) 1925 P. C. Trandberg (Biografi) 1925 Bornholmske Sagn og Sagaer 1928 Bornholmer-Ras (historisk roman) 1932 Bornholms Kirkehistorie II 1933 Bornholmske Særlinge 1934 Bornholmske Sansager og Sange (anden Udgave) 1935 Julenødder. Tolv Smaahistorier for Hjemmene 1936 Over Skel og Skrænter, en problematisk Slægtsroman 1940 Rejseminder, en Række Oplevelser |
Forord
Hvert Menneske som har naaet Skels Aar og Alder, har jo oplevet en Del, som har Værdi for det selv, og noget af det kan i visse Tilfælde ogsaa have Betydning for andre. Derfor drister jeg mig til at fremkomme med en Skildring af nogle af mine Oplevelser. Eftersom Menneskelivet er en Rejse fra denne til en hensides Verden, kalder jeg Skildringen af mine Oplevelser for Rejseminder. De er skrevet sidst i mit 77ende og først i mit 78ende Aar og grunder sig dels paa, hvad jeg selv, mine Søskende og min Hustru kan erindre, dels paa Indhold af gamle Breve og dels paa mine Optegnelser gennem de henrundne Aar. Ganske enkelte steder, hvor jeg ikke har haft noget historisk at gaa efter, har jeg maattet tilføje lidt efter min fri Fantasi i Overensstemmelse med det gengivne. Jeg haaber nu, at denne Bog ikke skal blive forsmaaet, men blive købt og læst af mange med et godt aandeligt Udbytte.
Rønne den
Karl M. Kofoed
Barn, Skolepog og Spejder
(1863-78)
Min livsvandring hernede begyndte den 28nde November 1863 som en lillebitte Søn af Avlsbruger Hans Larsen Kofoed og hans Hustru Karen Marie Lund. Min Fader var fra Gadegaard i Nylars og min Moder fra Sellesborg i samme Sogn.
Paa mødrene Side nedstammer jeg fra den kendte Klemensker Præst Jørgen Kofoed, som var min Tipoldefader, og fra ”Bornholms Befrier” Jens Pedersen Kofoed, som var min Tiptiptiptipoldefader.
Mit Fødested var en Avlsbruger-Ejendom i Knudsker, med Avl til et Par Heste og nogle Køer. Paa den Tid, min Fader købte den, fik han Tilbud paa Kildesgaard i hans Hjemsogn, men da der skulde betales nogle flere Penge ud for at kunne faa den, valgte han det nævnte Avlsbrugersted.
Jeg voksede altsaa op under smaa og tarvelige Kaar i Nærheden af Rønne, Bornholms største Købstad. Som den yngste af fire Søskende fik jeg i Barndomstiden Lejlighed til at ”lære Visdom af Livets Optrin” i de hjemlige Omgivelser. Fra den Tid husker jeg ikke ret meget om min Fader, men jeg mindes tydeligt, at min Moder tog sig kærligt af os Børn og sørgede for vor Forplejning paa alle Maader. Min 7 Aar ældre Broder Laurits fortæller, at hun formanede ham og vel også de andre Søskende til at være gode imod deres lille Broder, og det var de ogsaa. De legede med mig og hjalp mig til Rette paa forskellig Vis. Moder var en meget regelret Kvinde. Jeg mindes en Høstmorgen, da jeg var en 3-4 Aar, at jeg vaagnede og fandt mig alene i Huset (de andre var vel ude og røgte noget nyslaaet korn), og i Rædsel over min Ensomhed sprang jeg op af Sengen og løb i bar Skjorte tudbrølende omkring Huset. Da kom Moder og gav mig lidt Ris på Bagen og puttede mig i Seng igen. Jeg skulde pænt blive liggende, til hun kaldte, sagde hun. Moder sørgede altid for, at vi Børn gik i rent Linned og ordentlige Klæder, saa vi ikke kunde samle utøj, og hun gav hele Familien god og sund Føde. Til Frokost fik vi Spegesild og Fedtbrød samt ”Søvva” (en kogt Blanding af Mælk og Øl med Grødlevninger og Skorper i) at søbe til bart Rugbrød. Til Middag fik vi ofte ”Brænjesnuda” (Saltsuppe) med kogt Kød, Flæsk og Kartofler til eller Kaalsuppe og Ærter paa samme Vis eller Vandgrød med Skummetmælk til Eftermad, en sjælden Gang Sødgrød. Kun til Jul, Nytaar, Helligtrekongers Aften og Høstgildet fik vi Klipfisk med Sovs og Kartofler og Risengrød med Smør i og Sukker med Kanel paa. I Juletiden fik vi ogsaa lidt Flæske- og Andesteg. Vor Eftermiddags- mellemmad, som kaldtes Unjarna, bestod af en eller halvanden Skive Rugbrød med Fedt og Salt paa, og til Aften fik vi ofte Vandgrød og Skummetmælk.
Vor bolig var et trelænget Bindingsværks-Hus, hvoraf søndre længe blev brugt til Port, Faarehus og Svinesti, vestre til Havre- og Byglade, Lo og Rughus, nordre til Rum for to Heste, nogle Køer og Kalve og os seks mennesker.
Fra den snævre Forstue med Sandgrube og Loftsstige kom man ind i den lille Dagligstue med hvidkalkede Vægge og sandstrøet Bræddegulv. I nordre Del fandtes et ”Sengehul” (fast Sengested til Husets Herskab). Ved Siden deraf at Spisekammer, og ved vestre Væg prangede en Sofabænk, som blev benyttet til Siddeplads om Dagen og til Seng for at Par af os Børn om Natten. Tæt op til den stod det slidte Spisebord, hvorom hele Familien samledes til de forskellige Maaltider. Ved de bare Vægsteder stod nogle gamle Stole, som ofte flyttedes, eftersom det tiltrængtes. Vægbilleder til udsmykning fandtes ikke i den Stue. Men paa Døren til Venstre var anbragt en Otteskillings Almanak mellem nogle Læderremme. Den var oplukket og viste Tiden for den paagældende Maaned. Naar den var til Ende, plejede Fader at tage Bogen ud, vende Blad og sætte den paa Plads igen, for at vi alle kunde følge med Tiden.
Almanak-Døren førte ind til ”Storstuen” (den bedste Stue) hvor der var hvidkalkede Vægge og umalet Træloft samt Lergulv med Sand paa. Det Værelse rummede Fars Skatol, Mors Klædeskab og Himmelseng foruden Bornholmer-uret, der slog sine taktfaste Slag hver Time, allesammen rødmalede Møbler uden Politur. Paa Væggene fandtes dog et Par tarvelige Skilderier.
Vest for Storstuen fandtes et Kammer, hvor nogle af os Børn havde Natteleje, og tæt derved var Hughuset (et Slags Snedkerværksted med Værktøj). Min Fader havde nemlig været Snedker i sin Ungdom.
Den anden Dør i Forstuen førte til Køkkenet, som havde Kampestensgulv, og hvor der var en stensat ”Hjara” (muret Komfur), Murgryde og Fyrsted til Bilæggeren som stod i Dagligstuen. Paa den anden Køkkenside fandtes Vask, Kulrum, Sildefjerdinger og Saltkar samt Bageovnen der som en Udbygning gik udenfor Væggen.
Fra Køkkenet var Dør til Stalden, hvor der i Almindelighed fandtes to Heste og tre Køer, og tæt derved var en Lo med Hakkelsekiste, hvorfra Dyrene blev fodrede. Snart fik vi ogsaa Hakkelsemaskine.
Vest for alle Bygningerne laa en lille stenhegnet Have med lidt Blomster i samt et Par Kirsebærtræer og Æbletræer og nogle Frugtbuske og en Hyld, hvorfra der hver Sommer hentedes Blomster, som blev tørrede i Solskinnet og brugtes om Vinteren til Te imod Forkølelsessygdomme.
Udenfor Stengærdet laa en lille udyrket Plet, hvor alle slags Ukrudt og Lyng, Ener, Tjørn, Tidsler og Nælder trivedes og kroede sig.
Avlsjorden var stenet, udrænet og i daarlig Stand, saa min Fader maatte slide vældigt med Markredskaberne for at faa lidt Korn til at sælge og lidt Græsning til Kreaturerne.
Nogle faa Skridt fra vor Bolig laa Husmand Thor Larsens Hus, og jeg maatte tidlig hjælpe til at holde Høns og andre Smaakræ fra at komme ind paa den Nabogrund. Lidt længere fra boede en Avlsbruger ved Navn Klaus Hermansen. Far holdt ”Bornholms Avis” sammen med de to nævnte og en lidt fjernere Nabo. Jeg mindes hvorledes jeg i 5-6 Aars Alderen ofte blev sendt ind med ”Nyhederne” til Hr. Thor. Når Klaus Hermansen havde hentet Bladet i Rønne, læst det og leveret det til mine Forældre, og disse ogsaa havde kigget paa det, skulde jeg bringe det ind til Thor Larsen og sige: ”Go Dâ! Vassego, der e en Aaviza! Klaus hâr hent.”. Men naar den var bragt til Veje paa anden Maade, skulde jeg blot sige: ”Go Dâ! Vassego, der e en Aaviza! Aa di e denj sista.”. Disse Remser maatte jeg indøve hjemme for at kunne aflevere dem med Bladet, naar jeg kom til Thor Larsens Dør.
Da jeg var omtrent 7 Aar, købte Far samme Thor Larsens Hus med tilhørende Jord, og Bygningerne derfra blev snart flyttet over til os som østre Længe med Rum for Brænde, Kalve og Svin med mere. Jeg husker endnu, hvorledes jeg under det Flytteri morede mig med at løbe oppe paa de indsatte Bjælker og kigge ned til mine Forældre og Søskende.
Som 7-8 Aars Horra (Dreng) holdt jeg ogsaa mit Indtog i Sogneskolen, hvortil jeg sammen med min 2½ Aar ældre Broder Hans traskede op i hans aflagte Trøje og store Træsko. Mine Søskende havde lært mig at læse, og saa snart Skolens Morgensang var sluttet blev jeg kaldt op til Lærer Skovgaard, for at han kunde prøve min Læsefærdighed. Det var med en vis Ængstelse, jeg gik op til den svære tykkindede Mand. Men saa snart jeg havde læste det forelagte Stykke, fik jeg de Ord af ham: ”Du læser som en Kernekarl!”. Den Ros gjorde mig hel frimodig, saa jeg med faste Trin gik ned paa min Plads. Modet sagtnede dog noget, da jeg i det samme hørte Læreren sige: ”Du træer saa haardt, din Klodrian!”.
Iøvrigt forløb Skoletiden uden større Viderværdigheder. Saa længe min Broder Hans søgte Skolen, havde han Nr. 1 Pladsen og jeg Nr. 2 i samme Klasse. Siden var jeg hele Tiden den øverste.
Jeg gik kun i Skole hver anden Dag, og Fridagene blev benyttet paa anden Maade.
Ca ½ km Syd for Hjemmet havde Far en lille Udmark, hvoraf kun en mindre Del var opdyrket. Det øvrige bestod af stenede Lyngtuer med lidt Græs imellem. Der havde vore 3-4 Faar med Lam deres vigtigste Græsning om Sommeren, og jeg blev paa Fridagene sat til at trække dem derud om Morgenen, se til dem om Dagen og hente dem hjem henad Aften. Det blev værre end Skolegangen, thi naar jeg gik og trak dem henad Vejen med Tøjreenderne i min Haand, og vi kom forbi en grøn Kløvermark, vilde de naturligvis ud at gamse i den, og det maatte jeg endelig holde dem fra. Derfor blev disse Ud- og Hjemfarter noget af mit vanskeligste Barnearbejde.
Somme Tider skulde ogsaa Køerne vogtes derude. Det gik bedre, for de skulde ikke trækkes, men drives frem og tilbage, og de var mere villige til at adlyde Tilraab en Faarene. Om Aftenen plejede jeg ligesom andre Vogterdrenge at synge: ”Haah, driv hjem! aa haah, driv hjem! aa haah! aa haah! aa haah!”. Disse Strofer blev gentaget i en Uendelighed, mens Køerne langsomt traskede af Sted hjemefter.
Det hjemlige Arbejde med Kreaturerne var jeg endnu for lille til at gøre meget ved, men jeg saa, hvorledes det gik til. Min 7 Aar ældre Broder (Laurits) var Faders ”Hâuddreng” (Forkarl), der hjalp ham baade med Fodring, Vanding og Strigling osv. Bedst husker jeg Slagtning af Køer, Faar og Svin.
Det dødsdømte Dyr blev løftet op og lagt paa en svejsædet Slagterbænk, hvorefter dets fire Koder blev sammenbundet med stærke Baand. Derefter jog Slagteren, som ofte var Fader selv, en lang Kniv gennem Dyrets Hals, medens Moder eller min voksne Søster holdt et Kar under, som Blodet randt ned i. Naar Dyret var dødt, blev det straks flaaet, parteret og Kødet nedlagt i et stort Saltkar. Af Blodet og Leveren blev der lavet Pølse, som vi Børn holdt meget af. Naar den kogte i den store Murgryde, løb min to Aar ældre Broder Hans og jeg af og til hen og spurgte Moder: ”E Pølsan snârt kogt?” for det kunde hænde, at vi da fik lov at smage Pølsen, ligesom vi imellem fik Smagekage, naar Mor eller Marie bagte Pandekager paa Ilderen.
Ogsaa Faareklipning og Uldens Behandling mindes jeg tydeligt. Det Faar, der skulde klippes, blev ligesom det dødsdømte lagt paa Slagterbænk og fik Fødderne bundne, men Moder eller Søster klippede Ulden af det. Sligt skete baade Foraar og Efteraar. Den afklippede Uld blev derefter vasket ren, kartet og spundet i lange Traade, som snoedes om Rokketenen for senere at haspes op og farves og bruges til Rendegarn eller Islæt paa Bomuldsvarp. Af det derved fremkomne Hvergarnstøj blev de fleste af vore klæder syet.
Ligeledes husker jeg, hvorledes Hør eller Lin blev behandlet. Linet blev saaet paa et lille Stykke Jord nærved Huset. Dér voksede det op stivt i Stilkene og bar pæne blaa Blomster, som snart blev forvandlet til smaa kuglerunde Knebler (Frøhus). Derefter blev det rykket op, befriet for Kneblerne og bredt ud paa en slaaet Græsmark. Naar det havde ligget der til Tørring en Tid, blev det samlet i Bunker og bragt hjem. Derpaa kom Brødningen. Linet blev bredt ud paa Stænger over en Brøddegrav, hvori der brændte Ild paa Bunden, for at Varmen derfra skulde tørre og skørne Linet; og en Flok Koner fik det saa og bearbejdede det med hver sin ”Brødda” til Skaverne faldt af. Farverne blev nu skættet over en Stoleryg og dernæst hæglet af en Hørsvinger og lavet til at spindes som Hørgarn. Ogsaa Skættefaldet blev lidt bearbejdet for senere at spindes og væves til Undertøj.
Hvor var det hyggeligt, naar Moder og Marie om Aftenen sad i vor lille Stue under Skæret fra en Talgmarna og ”værknada”, idet den ene kartede og den anden spandt, eller den ene spolede, mens den anden vævede. Rokkehjulets monotone Snurren, Karternes Krassen og Slagbordets Hug mindede os Børn om at passe vor Dont og lære vores Skolelektier ordentligt.
Saa snart jeg kunde det, fik jeg om Vinteren ogsaa Arbejde ved at hjælpe mine Brødre med at skære Hakkelse til Kreaturerne og muge i disses Stalde.
I denne Forbindelse maa jeg ogsaa omtale Renligheden i Stuerne. Min 9 Aar ældre Søster (Marie) var meget omhyggelig i den Henseende, og hun havde ofte Mas med os Mandfolk for at faa os til at lade de skidne Træsko blive i Forstuen eller tørre dem godt af, før vi gik ind paa de nyfejede og sandstrøede Stuegulv.
Engang imellem kom der ogsaa fremmede og fik se, hvorledes Stuerne saa ud. Det var særlig nogle af Fars og Mors Familie, der kom kørende en og anden Søndag Eftermiddag for at besøge os. Mens de saa drak Kaffe eller fik Mad, holdt vi Børn os i nærheden og hørte paa deres Samtaler. De drejede sig gerne mest om Vejr og Vind, Sæd og Høst og om, hvordan den og den havde det.
Stundom kom ogsaa nogle Aftenfremmede. De var som oftest mere interessante. Bedst husker jeg en Nabogaardman ved navn Johan Sørensen. Han havde været i Australien for at grave Guld. Det var interessant at høre om, hvorledes Guldgraverne kastede lod om de Jordstykker, de maatte bruge, og hvorledes Held eller Uheld fulgte dem. Naar de havde været heldige og fundet nogle Guldklumper, havde de været udsat for onde Kammeraters Efterstræbelser; og det var spændende at høre om. Blandt de sædvanlige Aftenfremmede var ogsaa en Avlsbruger ved navn Andreas Madsen. Han fortalte mest historier fra sim Hjemegn.
Uagtet jeg gerne vilde høre disse fremmedes Beretninger, kneb det somme Tider med at holde mig vaagen, til de gik. De sad nemlig paa den Sofabænk, hvori jeg skulde have mit Natteleje; og da ikke alle Fortællinger var lige interessante, maatte jeg ret ofte kæmpe vældigt med Søvnen, der vilde komme i Utide.
Jeg oplevede ogsaa hyggeligere Aftener end de nævnte. Ligesom Skaden, der efter Sagnet lægger den første Kvist til sin Rede Juleaften, saaledes blev min Barndoms Juleaftener en Forberedelse til noget af det bedste i mit Liv. Da fik vi en snehvid Dug paa Bordet og blev trakterede med nykogt Klipfisk, Sennepssovs og skrællede Kartofler samt Risengrød med Kanel paa og Smør i til Sødmælk, alt at spise med Redskaber, der ikke blev brugt til daglig. Dertil kom, at vi den Aften gerne havde tre Lys paa Bordet til Minde om Jesusbarnet og dets Forældre og den trefoldige Englesang Julenat. Efter Spisningen sang vi da ogsaa nogle Julesalmer; og medens vore Forældre kiggede i en eller anden bog, legede vi Børn med at gætte Nødder, bore Guldæble eller trække Handsker o.lign. Det var ofte stjerneklart den Aften, og før vi gik i Seng, kunde vi ikke lade være at tænke paa Himlem, hvor Jesus sidder ved Faderens højre Haand.
Efterhaanden som jeg voksede til, kom jeg til at opleve mere og blev betroet større Foretagender.
Den gang kendte man ikke til Mejerier, som modtog Bønders og Avlsbrugeres Mælk til Forarbejdning. Hver Landmand maatte selv sørge for at faa lavet Smør og Ost, som han afsatte til private Forbrugere. Min Mor og Søster, som altid malkede vore Køer, kærnede ogsaa selv og lavede Smør, som for det meste blev solgt i Rønne. Osten, som de lavede, spiste vi selv. Da jeg var en 11-12 Aar, fik jeg den Opgave ofte at gaa til Rønne med 3-4 Pund Smør til Skomager Lund eller Skrædder Rønne. Paa de Ture fik jeg Lejlighed til at se mig om baade i Byvangen med de frugtbare Marker, hvorigennem Byaaen strømmede, og selve Købstaden med de tegldækkede Huse og krogede Gader. Der, hvor jeg leverede Smørret, fik jeg ofte et godt Traktement samt betaling for Smørret; og paa Hjemvejen var jeg helt stolt over at kunne komme hjem med nogle blanke Mark og Skilling for det leverede Smør.
Der var nu ogsaa god Brug for alle de Penge, der kunde skaffes til Veje; thi i min 11-12 Aars Alder (1875) byggede Fader en ny Længe til Syd, der skulde tjene til Stuehus, saa Ejendommen kom til at ligne en almindelig firlænget Gaard. Sligt Storværk skulde først forberedes. Mine Brødre (Laurits og Hans) høvlede og pløjede alle Bræderne dertil; og Tømmeret blev lavet af en Bygmester ved navn Johan Larsen.
Ved Tømmerrejsegildet blev der sunget en munter Vise over den ny Mønt; og flere Gæster gik op paa nogle løse Bræder over Bjælkerne og skaalede deroppe; og Onkel Kristian Andersen kastede en Flaske Punch ned, saa den knustes mod Stenene. Dertil blev råbt æggende Hurraer og stærke Lykønskninger for det ny Stuehus.
Det blev dog sparsomt med Lykken foreløbig. Vel fik vi snart det ny Stuehus færdigt med Tag og Loft, Gulv og Vægge og flyttede derind. Men Moder glædede sig ikke rigtig ved den ny Bolig. Hendes Helbred havde i længere Tid været saa sløjt, at hun ventede paa en snarlig Hjemgang fra denne Verden; og den kom ogsaa samme Efteraar.
Mors Død blev en Sorg for os alle i Familien. Hun havde altid været en god og gudhengiven Kvinde, og paavirket os i den Retning. Jeg mindes, at hun flere Gange havde sagt: ”Jâ hâr altid takkad Vorherre, for a hanj gâe vos velskafta aa vittua Bælla”.
Min Søster Marie, som da var 21 Aar gammel, maatte saa overtage Moders Arbejde; og det gjorde hun godt i mange Aar, medens hendes bedste Ungdomstid gled hen.
Et par Aar efter Mors Død maatte min Broder Laurits trække i Soldatertrøjen som Feltartellerist i København. Det klarede han saa godt, at han blev udtaget til Underkorporal og maatte blive deovre i 1½ Aar. I den Tid var det, at jeg gik til Konfirmationsforberedelse hos den gamle grundtvigske Præst Christensen i Rønne. Foruden mig var der kun en Knudsker-Dreng blandt det Hold Konfirmander; og vi følte os som Spurve i Tranedans blandt de mange Rønne-Knægte, der sammen med os kom ind ad Præstens Port og skulde vente i Gaarden, til Præsten kaldte os ind. Somme gav han da et lille Puf, og somme et lille Klap paa Skulderen, idet vi gled forbi ham og ind til Pigerne i Læsestuen. Iøvrigt er det kun lidet jeg mindes fra den Konfirmationsforberedelse. Bedst husker jeg Pastor Christensens langtrukne Bekendelse af ”Daabspagten” og hans Beden Fadervor uden at jeg dog fik tilegnet mig Pointet deraf. Baade under Skolegang og Konfirmationsforberedelse undredes jeg over, at der saa ofte blev talt om Syndernes Forladelse. Jeg forstod ikke, hvad der mente med den Tale, thi jeg følte mig ikke som nogen Synder. Men jeg ængstedes for at blive det. Da Præsten paa Konfirmationsdagen spurgte mig: ”Vil du blive i denne din Daabspagt til dit Livs sidste salige Stund?” forekom det mig, at jeg skulde love mere, end jeg kunde holde. Jeg faldt hen i Graad og fik kun fremstammet et svagt Ja.
Præsten godkendte dog det Ja, tog min Haand og konfirmerede mig. Og saa var jeg en voksen selvansvarlig Kristen.
Haandværker, Højskoleelev og Huslærer (1878-87)
I Vinteren 1878-79 var alle vi fire Søskende hjemme og hjalp Fader paa forskellig Vis. Min Søster passede som før Malkning og Husholdning, mine Brødre besørgede den meste Tærskning med Plejl eller stod ude i Værkstedet og lavede Møbler, og jeg hjalp Fader med at sysle Kreaturerne, muge Stalde og skære Hakkelse.
Ud paa Foraaret drog begge mine Brødre til Rønne som Snedkersvende, og jeg var saa ene om at hjælpe min Fader med Landarbejdet. Det gik som sædvanlig stille af med Harvning, Saaning og Høst; og om efteraaret fik vi Tærskemaskine, som jeg ogsaa besørgede trukket, i det jeg kuskede Hestene for Bommen i en ustandselig Rundgang, indtil Ilæggeren skreg ”Ho-o-oldt!” Da var ofte en eller begge Brødre hjemme og hjalp til med Kornets Føren til Maskinen, Halmens Flytning op paa Stænget og Kernernes Rensning ved Kasteskovl og Sold eller Blæsemaskine.
Saaledes gik nogle Aar. Min Hu stod dog ikke til at blive Landmand, hvad jeg som yngste Søn efter gammel bornholmsk Skik var kaldet til at være. Dels forekom Bondearbejdet mig for strengt (jeg havde nemlig en gammel Brokskade), dels laa der i mig en trang til videre Uddannelse.
Foreløbig vilde jeg lære et Haandværk; og da baade min Fader og mine Brødre var udlærte Snedkere, fandt jeg det for ensformigt at træde i deres Fodspor. Jeg havde hørt Tale om, at en Murer, der ogsaa lærte at lave Træsko, var bedre stillet end Snedkeren; thi Træsko-Mureren kunde altid have Arbejde – om ikke med det ene, saa med det andet.
I Foraaret 1881 meldte jeg mig altsaa i lære hos vor Nabo, Murermester Peter Olsen, og kom straks til at hjælpe til med Opførelsen af en Grundmurs Ladelænge ved Bondebroen. De første 14 Dage maatte jeg bistå Svendene som Haandlanger; men da Mester skønede, jeg havde godt Greb paa alting, lod han mig derefter forsøge selve Murer- haandværket. Jeg svingede saa Murske og Murhammer og lagde Sten paa Sten i flere Bygninger, ja brugte ogsaa Kalkkosten, hvor det var nødvendigt, og gjorde det altsammen tilfredsstillende, saa jeg fik en efter de Tiders god Dagløn: 2 Kr. paa egen Kost eller 1 Kr. 35 med Kosten. Landhaandværkerne fik som Regel Kosten der hvor de arbejdede.
Den følgende Vinter var jeg atter hjemme og hjalp Fader med Landarbejdet, men gik forøvrigt af og til hen til Nabo Peter Kjøller og lærte at lave Træsko. Jeg anskaffede baade Haandøkse, Sav, Navre og Baandkniv m.m. og lavede saa Træsko i forskellige Størrelser baade med og uden Overlæder og falbød til Salg. Men enten forstod jeg ikke at snakke for mine Varer, eller de i sig selv var for simple. Jeg døjede med at faa dem afsat og erfarede snart, at jeg ikke egnede mig til at holde Træskobutik.
Murerfaget gik det bedre med. Jeg mindes, at jeg engang første eller andet Læreaar blev sendt til ”Sommerlyst” tæt Øst for Rønne for at reparere og kalke Gipsloftet i den store Dansesal; og uagtet jeg aldrig før havde prøvet den slags Arbejde, udførte jeg det dog saa godt, at jeg ikke hørte nogen Kritik deraf. Ofte blev jeg sammen med en anden Svend sendt ud til en Bondegaard for at mure Vægge i gammelt Bindingsværk og tætne Hullerne med Brokker og Kalk osv.
Da fik jeg ogsaa kende et andet Slags Brokker, som ikke var saa lette at behandle. Vi murere maatte ofte sove i samme Rum som Tjenestekarlene, der gerne var af svensk Herkomst. Og under Forberedelserne til sligt Natteleje lynede det med Brokker af svensk og bornholmsk Djævle-Banden og letfærdig Snak, saa man var nær ved at tabe Ørene af Forskrækkelse. Som vel var, hjalp Gud mig over det værste uden at mit Indre blev tilsølet deraf.
I Foraaret 1883 blev jeg Svend hos Murermester Lau, Rønne, men beholdt dog Tilholdsted i mit gamle Hjem, Toft, Kærby, som ligger ¾ Mil eller 6 km fra Rønne. I denne By kom jeg dog ikke til at svinge Murskeen ret ofte. Det meste Arbejde blev levnet mig og nogle Rønne-Svende i Neksø, som er Bornholms næststørste By. Der begyndte vi Klokken 6 om morgenen, holdt Frokostpause ½ Time, fra 7½ til 8, Middag fra 12 til 1 og arbejdede videre til Kl. 7 om Aftenen. Bedst husker jeg Arbejdet på Neksø Borgerskole, som blev opført 1883 i to Etager. Vi Svende maatte bo i lejet Logis, hvad ikke altid var saa rart, men de fleste af os kørte med Vogn til Rønne Lørdag Aften, holdt Søndag hjemme og kørte atter til Neksø Mandag Morgen.
For at kunne komme med der ved 3-4 Tiden maatte jeg staa meget tidlig op hjemme i Kærby. Jeg skulde jo spadsere de 6 km til Rønne.
En Mandag Morgen gik det mig galt. Paa Vejen til Rønne blev jeg forsinket ved et ærinde hos en Skrædder; og da jeg naaede Bornholms Hovedstad, var Murmesterens Vogn kørt ad Nexø til. Der var saa ikke andet at gøre end bruge Apostlenes Heste og traske bagefter. I Aakirkeby maatte jeg tage en lille Forfriskning, sjokkede saa videre og naaede Nexø Kl. godt 10. Jeg var meget træt og noget øm i Fødderne efter den 30 Kilometers Fodtur; men efter en Stunds Hvil tog jeg villig fat paa mit Arbejde; og den Dag gik ogsaa.
Den 21. Juli var jeg med til et stort Rejsegilde paa Nexø Borgerskole. Et Billede derfra har jeg endnu hængende i min Stue.
Billedet taget ved rejsegildet på Nexø Borgerskole 1883. Jeg er ret sikker på at Karl Magnus Kofoed er yderst til højre i midterste række.
I Sommeren 83 arbejdede jeg også med paa et Silderøgeri i Byen Svaneke, der er kendt for sine skønne terasseformige Skraaninger og klippefulde Kyst med smaa Vige. Nogle mener, at Byen har Navn fra et nærliggende Kær, hvori der før fandtes Svaner. Den er Bornholms østligste Købstad.
Der var imidlertid sket visse ændringer i mine hjemlige Forhold. Min Faders Avlsbrug havde i flere Aar givet Underskud. Han var meget svagelig, saa han døjede med at dyrke Jorden, som den skulde. For at faa den i bedre Drift var min ældre Broder (Laurits) flyttet hjem i Foraaret 1883. Han var sund og stærk og kørte en Mængde Latringødning fra Rønne, som han overgød Avlsjorden med; og det virkede, saa der allerede første Høst hentedes ret gode Afgrøder hjem i Laderne. Det gav baade Penge og Mod til at virke videre. Samme Efteraar købte han en stor mager Lynglod, som havde tilhørt Særlingen Ole Hjort, og det varede ikke længe, før Laurits ogsaa fik en Del af den opdyrket og i Drift til at betale sig. Min Broder Hans vedblev derimod at være Snedker.
Jeg, den yngste af Søskendeflokken, der havde gaaet ud som Murer, var dog ikke tilfreds med det Virke. Ligesom en Trækfugl droges jeg baade af mit Fødesteds Hus og en længsel efter andre Livsvilkaar med større Synsvidde.
I ”Bornholms Avis” havde jeg set Anoncer fra Forstander Kierkegaard med Opfordring til unge Mennesker om at tage et Vinterkursus paa hans Højskole. Jeg henvendte mig til ham i et Brev og fik straks Oplysning om Betingelserne for et saadant Kursus samt Vejledning til at søge Understøttelse dertil hos Bornholms Amtsraad. Jeg fulgte Vejledningen; og det varede ikke længe, før jeg fik Meddelelse om, at der var bevilget mig 112½ Kr. til et Vinterkursus paa Køng Højskole.
En af de sidste Oktoberdage 1883 sejlede jeg som Dækspassager med Bornholmerdamperen ”Hejmdal” til København. Søvn blev der ikke meget af den Nat. Om Morgenen hørte jeg straks ”Hejmdal” blæse i sit Gjallerhorn, og jeg gik i Land, saa snart Skibet havde lagt til ved Kvæsthusbroen. Først besørgede jeg et Æringe for Fader i Hovedstaden og rejste derefter med Jernbane og Færge og atter Jernbane til Aarup Station, Fyn, hvor jeg overnattede. Næste Dag kørte jeg saa med en Fragtvogn til Køng Højskole.
Det var ikke vidt fra, at jeg der følte mig som et Faar iblandt en flok Geder, uagtet der kun var 14 Ungkarle foruden mig, der skulde være Elever den Vinter. Men efter at vi havde hilst paa hinanden og anbragt vort Habengut i de anviste Rum, gik det meget godt.
I et Brev hjem af 15. Novbr. fortæller jeg, at vi stod op hver Morgen Kl. 7, spiste Frokost Kl. 8, hørte Foredrag af Forstanderen Kl. 9; og derefter gik det med Regning, Læsning og Sproglære m.m. under Vejledning af Lærer Hansen. Efter Middag gik det noget lignende med nogle Fritimer henad Aften.
Et af Forstander Kierkegaards første Foredrag handlede om Ingemanns kønne Sang: ”Jeg saa kun tilbage”; og Ordene deri: ”Se frem, men ej tilbage! – hvad Hjertet attraar, maaske dog engang under Solen du naar”, fik vældigt Tag i mit Sind. Forstanderen sagde blandt andet, at mange standsede paa Halvvejen, fordi de ikke havde Udsigt til at naa Maalet. Derfor gjaldt det om at lære sig selv og sin Gud at kende. 4de og 5te Vers af Sangen udtrykker det saaledes:
”Der springer en Kilde ved Livstræets Rod,
i Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod,
og Havet ej ældes, og Jordens grønne Ø
hver Sommer staar forynget i lysegrønne Sø.
En Draabe kun af Kilden, hvor først den udsprang
en Blomst kun af Grenen, hvor Livets Æbler hang!
Og haaret aldrig graaner, og Sindet bli’r ej tungt,
men Hjertet gløder evig lyksaligt og ungt.”
Dette var noget for mig. Det var, ligesom der under den Sang dukkede nye Lys op i min Sjæl; og jeg følte nogle af Evigheds-Kræfterne røre sig i mig. Jeg fik lyst til at blive Lærer, ja, maaske Professor eller Præst. Men det var ikke saadan at løbe til. Foreløbig maatte jeg nøjes med den Uddannelse, jeg kunde faa paa Køng Højskole.
Nogle af mine første Lystanker dér formede jeg i følgende primitive Juledigt, som blev optaget i Forstander Kierkegaards Ugeblad: "For Hjemmet og Skolen" den 23 Decbr. 1883:
Julen.
Velkommen, skønne Julefest!
du bragte os saa kær en Gæst.
Du tændte Lys paa mørke Jord,
det lyde skal fra Syd til Nord.
Den kære Gæst er Jesus selv;
han banker paa hos hver en Sjæl
og hvisker med sin milde Røst:
Luk op! og du skal finde Trøst!
Vil du i Sandhed holde Jul,
saa sønderbryd dit tunge Skjul
og tag din Frelser selv i Favn
og pris hans evigt høje Navn!
Da bliver du saa let i Sind,
da titter Glæden til dig ind;
om end du har et fattigt Bord,
du har dog Frelsens gode Ord.
Julen paa Køng Højskole blev holdt noget anderledes end jeg var vandt til hjemmefra. Vi fik Gaasesteg i stedet for Klipfisk og Kartofler; og efter Festmaaltidet gik Lærerne med Familie og os Elever omkring et straalende Juletræ og sang Julesalmer. Derpaa fulgte lidt Underholdning med Leg og Tavlespil med mere. Men uagtet sligt blev øvet i barnlig Glæde, kunde jeg ikke hindre, at mine Tanker i det stille droges til Barndomshjemmet, hvor min Fader og mine Søskende holdt Jul.
Der var ogsaa nu og da opdukket noget andet i mit Sind, som jeg gerne vilde tale med dem om; og da det ikke lod sig gøre, maatte jeg straks efter den store Højtid skrive til mine kære i Hjemmet. Det drejede sig særlig om, at jeg tilligemed 4 andre Elever gerne vilde læse videre paa Køng Højskole for at blive Lærere. Forstander Kierkegaard tilligemed 2 andre Lærere vil undervise os; og Kost, Bolig og Undervisning skulde koste 30 Kr. om Maaneden. Lidt Penge til Bøger og Gangklæder skulde der ogsaa til, men jeg haaber, at Bornholms Amtsraad ogsaa vil bevilge mig 100 Kroner til det Kursus. Jeg har endnu lidt Penge i Sparekassen.
Min Broder Laurits svarede meget imødekommende i et Brev af 20.1.1884, at han nok troede, de kunde skaffe de ønskede Penge, men føjer til, at deres Indtægter er foreløbigt smaa. De har kun solgt 16 Tønder Korn fra sidste Aars Høst.
Jeg søgte saa atter Bornholms Amtsraad om Hjælp til Uddannelse og fik igen bevilget 100 Kr. dertil; og min Fader, Broder Laurits og Søster Marie lover mig foruden pengelig Støtte ogsaa deres Hjælp til Klæder og Sko. Min Broder Hans var dengang Sygepasser-Soldat i Helsingør.
Da Foraaret kom, gik vi saa en Jyde, to Fynboer, en Lollik og en Bornholmer foruden mig som et Slags Studenter paa Køng Højskole og modtog Undervisning i de almindelige Kundskabsfag. Gymnastik eller Sport kom vi derimod ikke til at øve. Derfor benyttede vi ofte fritiden til at gøre smaa Spilopper, spille Kroket eller ryge Tobak ligesom Lærerne gjorde.
Jeg og en Vendelbo ved navn Jens Jensen søgte dog ogsaa Afløb for vor idelle Trang ved at skrive Artikler eller Digte til Kierkegaards Blad: "For Hjemmet og Skolen"
Følgende Digt, som findes med Redaktørens Rettelser i Nr. 143 den 22.6.84, gengives her i den af mig selv udførte Form:
Solstraalen og Blomsten
Hvor sender ikke Solen
sin Straale mild og klar
paa Rosen og Violen
i Duggens Perleglar!
Den kysser hver en Lilje,
ja, hver en Blomsterknop,
thi saa er Herrens Vilje
at vække Verden op.
Forynget Blomsten hæver
sig op mod Dagens Lys;
ej mere nu den bæver
for Nattens kuldegys.
Sit Bæger den oplader,
saa Straalen trænger ind;
og styrket den sig bader
i Solens varme Skin.
Sin Duft den let opsender
i Kvæld saa vel som Gry
mod ham, som alting kender
og bringer Kræfter ny.
Naar Uvejrsskyen truer,
og Stormen bruser vildt,
ham selv det hele skuer
og bringer Hjælpen mildt.
O, lær mig, Blomsterlille,
at være myg i Sind,
som du saa bly og stille
Solstraalen lukke ind!
Deraf Livsfunker tænde
til Fryd i hellig Luft,
til Bøn mod Gud at sende,
som du opsender Duft!
Engang imellem maatte vi Proparander prøve at undervise Børn i Forstander Kierkegaards lille Børneskole; og det, fandt vi, var meget interessant; thi derved lærte vi baade nogle Smaafolks og vore egne Evner at kende.
Baade første Jul og senere havde vi Lærlinge stundom været med nogle Kammerater fra Omegnen hjemme i deres Huse og lært at kende den fynske Gæstfrihed, smagt de lækre Stege og Kager og den rare Most og hørt Fynboernes kvikke brug af Mundtøjet. Og næste Jul fik vi lært mere nyt i lignende Retning.
Ved et Barnedaabsgilde hos Forstanderens fik vi se fornemme Bordskikke. De mandlige Gæster valgte sig hver en Borddame at konservere med - noget jeg aldrig havde set før.
Først paa Aaret 1885 skete der mere nyt. Min Broder Hans var taget til Vallekilde Højskole som Elev; og jeg var kommen i Tanker om, at jeg havde bedre af at læse paa et rigtigt Seminarium. Det mente ogsaa min Familie og min gamle Lærer i Knudsker. Men Forstander Kierkegaard ønskede, at jeg skulde fortsætte med Studiet paa hans Højskole. Der blev altsaa en del Vanskeligheder at overvinde.
Jeg korresponderede imidlertid med flere og fik det omsider ordnet saaledes at jeg efter Sommerferien skulde læse paa Blaagaard Seminarium i København.
Eftersom det kneb med Pengemidlerne, benyttede jeg det meste af Sommerferien til at gøre Murerarbejde paa en fynsk Herregaard, hvorefter jeg rejste hjem og gik paa Session. Paa Grund af mit Brok og mine krogede Tæer blev jeg fritaget for at være Soldat.
Under Hjemmeopholdet hjalp min Søster mig velvilligt med at blive forsynet med Undertøj, Sengeklæder og Sko; og midt i September 1885 rejste jeg til København, lejede et pænt Værelse i Griffenfeldtsgade 332 og fik mine Sager bragt derop. Jeg skulde betale 8 Kr. om Maaneden for at bo der og i Tilgift have Kaffe hver Morgen. Middagsmad nød jeg i et Spisehus til 35 Øre Portionen. Aftensmad sørgede jeg selv for. Min Familie sendte mig ofte Smør, Pølse og Ost som Hjælp dertil.
Undervisningen paa Blaagaard kostede 15 Kr. om Maaneden. Det var mange Penge. Men jeg fik Amtsunderstøttelse fra Bornholm som Hjælp til at dække de Udgifter. Dog saa jeg mig ikke i Stand til at give meget til de mange Tiggere, der kom til min Dør.
For at faa lært mine Lektier, som ofte var svære nok, især Tysk og Engelsk, maatte jeg ofte tage noget af Natte til Hjælp. Og der sad jeg saa Dag for Dag og Nat efter Nat og arbejdede ihærdigt, naar jeg ikke var paa Seminariet. Det var kun sjælden jeg gik ud i Byen uden for at besørge de nødvendige Ærinder. At "gaa paa Viften" var der hverken Tid eller Lejlighed til. Dog kom jeg ofte med til de Lørdagsmøder, hvor Elever paa Blaagaard kom sammen og drøftede Tidens Spørgsmaal. Jeppe Jensen, Fly, senere Aakjær, var en af de gæveste Disputeremestre. Han kom ogsaa en Aften og besøgte mig i mit Logis. Vi talte lidt sammen om dit og dat, mens han nøje betragtede Bøgerne i min Boghylde. Saa foreslog han, at vi skulde bytte Bøger, hvad jeg ogsaa gik med til. Hvilken af mine han fik, husker jeg ikke; men jeg fik et gammelt Eksemplar af Grimms Eventyr med hans navn i, som endnu staar i min Boghylde.
Ellers havde jeg ikke megen Omgang med Kammerater. Jeg gik ret ofte i Kirke og søgte Trøst og Styrke i Herrens Ord.
I Juni og Juli Maaneder blev de forskellige Eksamina afholdt; og jeg bestod da Almindelig Forberedelseseksamen eller Preliminæreksamen med 92 Points. Der var 16 Elever fra Blaagaard oppe til den Eksamen. De 6 af dem bestod ikke Prøven, og kun 2 fik flere Points i Resultatet end jeg.
Da det var gaaet mig saa godt, besluttede jeg at tage et par Morskabsture, førend jeg rejste hjem. En Dag tog jeg med en Kammerat ud til Dyrehaven og betragtede de letbenede Hjorte og saa Kirsten Pils Kilde. En anden Dag gik vi ind i Tivoli og saa Pjerrot og Harlekins Kunster med mere, hvorefter jeg rejste hjem til mit Fødested i Knudsker og havde det godt der en lille Tid.
I Læsetiden paa Blaagaard havde jeg ikke korresponderet meget med gamle Venner. Nu havde jeg Tid, skrev nogle Breve og fik Svar igen. I et Brev af 3. August 1886 fra en Køng Skolekammerat ved Navn H. L. Lærkesen, som havde fulgt mit Eksempel og flyttet til Blaagaard, faar jeg vide, at de øvrige Køng Seminarister ogsaa var ved at skifte Plads. Han fortæller en del mere og ønsker mig til Lykke med min "store Eksamen". Samme Lærkesen tog hele Lærereksamen fra Blaagaard. Han blev senere Lærer og Kirkesanger i mit Hjemsogn Knudsker.
Efter mine Kammeraters Eksempel skulde jeg efter Sommerferien have fortsat Læsningen paa Blaagaard eller en anden Læreanstalt. Men da jeg ikke havde Udsigt til at kunne skaffe de dertil fornødne Pengemidler, søgte jeg en Lærerstilling; og det lykkedes mig snart at faa Plads som Huslærer hos Løjtnant P. Jensen, Tornbygaard i Klemensker. Der fik jeg den Opgave at undervise 3 af hans og nogle Naboers Børn i de almindelige Skolefag samt Tysk og Engelsk. Aftenen og lidt af Natten brugte jeg til Selvstudium for om muligt at kunne tage sidste Del af Lærereksamen det følgende Aar.
Heller ikke da deltog jeg i nogen Ekstra-Morskab. Jeg mindes, at en Gaardmandssøn fra Nabolaget en Aften kom og vilde have mig med blandt Sognets Ungdom til lidt Dans og Lystighed, og jeg maatte frasige mig det altsammen. Jeg forklarede ham, hvordan mine Forhold var. Han maatte gaa igen med uforrettet Sag.Jeg havde det ogsaa saa godt hos mine rare og velvillige Værtsfolk, at jeg ikke trængte til nogen særlig Adspredelse.
Den følgende Sommer (1887) gennemgaar min Søster Marie et Kursus paa Vallekilde Højskole; og samtidig (i Maj Maaned) rejser jeg over til København og tager den skriftlige Del af Lærereksamen, turer tilbage til Tornby og fortsætter Undervisning og Læsning. Jeg rejser saa i Juli Maaned over til Aarhus og tager den mundtlige og sidste Del af Lærereksamen. Da opnaaede jeg kun at faa en anden Karakter, men det var dog bedre end en Tredje; og med Tak til Gud drog jeg atter hjem til Klemensker og fortsatte Huslærergerningen.
Karl Magnus Kofoed fotograferet i København, givetvis i anledning af den skriftlige del af sin lærereksamen. For fotografen Ludvig W. Meyer havde netop atelier på adressen Gothersgade 30 i 1887.
Samme Efteraar blev Andenlærer-Embedet ved Olsker Skole ledigt. Jeg bad Løjtnant Jensen om en Anbefaling, hvad jeg ogsaa fik, og indsendte derpaa Ansøgning om nævnte Embede. Som Skik var, fremstillede jeg mig for Skolekommission og Sogneraad, flere andre Seminarister gjorde det samme. Men af samtlige 23 Ansøgere blev jeg indstillet som Nr. 1. Det følte jeg mig ogsaa meget taknemmelig for.
Kort efter fik jeg Meddelelse fra Bornholms Skoledirektion, at jeg fra 6te December 1887 var ansat som Andenlærer ved Olsker Skole. Og dermed begyndte et nyt afsnit i mit Livs Historie.
Andenlærer, Skrantekarl og Rejsefant
(1887-91)
Sidst paa Aret 1887 overtog jeg Andenlærer-Embedet, hvori Førstelærerens ældste Datter Kristine havde vikarieret i henved 3 Maander. Det var den østlige Ende af den gamle Bindingsværks Skolebygning, jeg skulde holde til i. Skolelokalet laa nærmest ved Gavlen. Tæt Vest derfor var Forstue og Opholdsværelse. Ovenover disse Rum laa Soveværelse og Loftsplads.
Min Broder Hans havde lavet mig en Del Møbler, som jeg flyttede ind med; og hos Førstelærer Nielsens, der var meget rare og gæstfri Folk, købte jeg snart hele Kosten.
Af Skolens 4 Klasser Børn fik jeg 2den og 3die at arbejde med, medens Lærer Nielsen begyndte med 1ste og sluttede med 4de.
I hver af mine Klasser fandtes henved 30 Børn, som jeg skulde undervise i de almindelige Kundskabsfag. Det var baade noget nyt og meget anstrengende at arbejde med saa mange forskellige Elever, der hver især skulde hjælpes til Rette efter deres Standpunkt. Men i Tro til Guds Bistand tog jeg villig fat paa Opgaven og naaede ogsaa i nogen Maade at tilfredsstille Forældrenes og de foresattes Krav og Ønsker.
Førstelærer Nielsen gav mig ogsaa stundom praktiske Raad og Vink; og hos hans Datter, som havde vikarieret, før jeg kom, hentede jeg Oplysning om hendes Maade at tage Børnene paa.
Vi to fik snart meget at tale med hinanden om; og paa Dyrskuedagen den 20. Juni, som var Feriedag, tog Kristine og jeg os en lang Spadseretur langs en Del af Østbornholms skønne Kyster. Først fulgte vi Landevejen gennem Olsker og Rø og gik saa ned til Dynddalen. Der besteg vi den høje Klippe, som kaldes Amtmandsstenen, og tog derfra et Vue over Dalen, hvor de jævne Trækroner ses som en grøn Kløvermark, der fortsættes ned til Havet med Kristiansø i det fjerne.
Gennem Fantasiens Gyldenslør saa vi meget mere, sang ogsaa nogle skønne Sange, nød noget af vor medbragte Mad og Drikkelse og gik saa videre og saa den stejlt oprette Lyseklippe, den vaade og tørre Ovn og Helligdomskilden. Derfra havde det vel været passende at vende Næsen hjemad igen; men ifølge et Sagn, som stod mig i Hu, havde en Mand vundet sin Elskede ved at springe over Randkløve-Skaaret. Hvad om jeg prøvede paa det samme? Efter mit Forslag fulgte Kristine villigt med langs Bornholms Østkyst forbi Salene Bugten til den maleriske By Gudhjem, hvor vi gik ind i en Restauration og nød her en Kop Kaffe med Brød til. Efter en Stunds Hvil fortsatte vi videre gennem Melsted og Saltuna og naaede omsider Randkløveskaaret. Nu gjaldt det, om jeg kunde gøre det paatænkte Spring! Men da jeg saa ned i den dybe Kløft, der var mellem de stejle Klippevægge, svigtede mit Mod, saa jeg ikke turde vove Forsøget. Jeg lod bare som ingen Ting. Vi holdt en Stunds Hvil, nød en Forfriskning og hørte lidt paa Havets ensformige Kluk og Nynnen. Derpaa fortsatte vi Turen for at komme hjemad. Men idet vi drejede ind paa en Bivej, kom vi for langt mod Syd; og Klokken henved 8 var vi ved Østermarie Kirke. Der var saa 2½ Mil at tilbagelægge endnu, og skønt vi allerede da var trætte, vilde ingen af os lade sig mærke med det. Paa Vejen opad den sidste Bakke, bød jeg Kristine min Arm for at lette hende Opstigningen, men hun svarede blot: "Ræk mig Stokken" hvorefter vi atter fulgtes adskilte resten af Vejen. Vi naaede først Olsker Skole henved Midnat efter at have spadseret godt 6 Mil eller 45 km den Dag.
Næste Dag henad Aften bød jeg atter Kristine paa en Spadseretur, som hun gerne deltog i. Da naaede vi kun til en nærliggende Skov. Men Nattergalene dér slog deres glade Triller, saa det gav genlyd i vore Sind og Hjerter; og da skænkede vi to unge Mennesker hinanden vor Kærlighed og beseglede det med Haand og Mund.
Næste Dag modtog vi Kristines Forældres hjerteligste Lykønskning med vor Forlovelse; og siden var Kristine aldrig uvillig til at modtage min Arm, naar vi fulgtes ad paa en Spadseretur.
Dette skete forresten ikke saa sjælden. Jeg havde megen Familie paa Øens Vestkant. Derfor stundede vi tit ad den Vej under Brug af "Apostlenes Heste". Det var den billigste Befordring. Der skulde blot nye Sko til engang imellem, hvad vi ogsaa regnede med. Jeg var glad ved at kunne præsentere min slanke brunøjede og begavede Kæreste for Slægt og Venner; og de var glade for at faa hilst paa hende.
Kristine havde gode anlæg for at fremstille Billeder af kendte Personer og Ting; og i Ferien 1888 gennemgik hun et 5 Ugers Kursus i Tegning, Maling og Kunstbroderi. Det var hos Frk. Lindberg, Søgaard, i Nærheden af Vamdrup ved Sydgrænsen, at Skolen holdtes; og min Forlovede naaede hurtig at male smaa Landskabsbilleder saa veltrufne i Plan og Farver, at flere beundrede hende for det. Særlig hendes Forældre fremhævede hendes Evner i den Retning. Jeg følte mig langt underlegen paa det Omraade.
Efter Kursusets Slutning vendte hun Næsen hjemad igen; og jeg rejste over til København og modtog hende paa den store Banegaard, hvorefter vi havde nogle rare Dage sammen derovre. Vi saa den nordiske Haandværker- og Industriudstilling samt forskellige Museer og Malerisamlinger og sejlede saa hjem til vor Klippeø igen.
Der tog jeg nu atter fat paa mit daglige Arbejde i Olsker Skole; og kort efter fik min Kæreste samme Slags Virke, idet hun blev ansat som Pogeskolelærerinde i Tejn. Denne lille By og Fiskerleje laa kun 3/8 Mil eller knap 3 km fra Olsker Skole, saa hun for det meste kunde bo hjemme og have sin Kost der. Jeg fik derved ret ofte Lejlighed til at spadsere en lille Tur med mit Hjertes udkaarne og drøfte Skolespørgsmaal med hende.
I øvrigt brugte jeg min Fritid paa forskellig Vis. Stundom øvede jeg mig i at spille paa et lille Skrivebords-Orgel, som jeg havde bestilt Petersen & Stenstrup til at lave til mig. Stundom spillede jeg lidt Violin; og ofte læste jeg i forskellige Bøger og Blade. Jeg gjorde mig ogsaa bekendt med flere Nabo-Lærere; og saaledes gled Tiden godt og hurtigt ind i det ny Aar 1889.
Da trak mørke Skyer op over mit Livs Horisont. Jeg havde som sædvanlig min Kost inde hos mine tilkommende Svigerforældre; og en Aften jeg kom hjem derfra, fandt jeg Minder om et Tyvebesøg i min Stue. Rundt om paa Gulvet laa afbrændte Tændstikker, Bordskuffen var trukken ud og efterset, og det aflaasede Skab paa mit Stueorgel var brækket op. Jeg maatte da sige ligesom Digteren Wessel havde sagt til den, der forsøgte at stjæle hos ham: "Din Dumriam, der tror at kunne finde i Mørke, hvad jeg ikke kan finde ved højlys Dag". Hos Naboerne havde Tyven været lidt heldigere. I Præstens Kontor var stjaalet 50 Kr., og fra Lindegaards Stald var taget en lille Gris.
Den Vinter blev saa streng, at somme døjede med at skaffe det nødvendige Brød til at putte i deres sultne Munde og Brænde til at varme Stuerne op med. Kun faa søgte Raad og Hjælp hos den almægtige Gud.
Min Søster Marie, som sidste Sommer havde været en Tur paa Hjørlunde Højskole, var derefter landet i Abildøre, hvor hun en Tid maatte give Tjeneste for to Piger.
Mine tilkommende Svigerforældre havde det ogsaa strengt nok nok for at faa Udkommet. Af deres 7 Børn var 3 efter Kristine ude i Tjeneste her og der. Den 5te i Rækken maatte ogsaa ud i Plads om Sommeren 89. Det var hos min Fader og Broder i Knudsker Sogn. Derfra skulde hus saa gaa til Konfirmationsforberedelse hos den gamle Præst Christensen i Rønne for at konfirmeres næste Aar.
Med mig var det ogsaa smaat. Jeg havde kun en lille Løn. Men det var ikke det værste. Værre var det, at hele min aandelige Habitus var svundet ind. Ved min forserede Læsning til Eksamen paa kort Tid var mine Nerver bleven meget svækkede; og den Svaghed tog til under min Lærergerning blandt de mange uensartede Børn. Dertil kom, at jeg havde læste nogle fritænkeriske Blade og Bøger om, at der ikke var anden forskel paa Dyr og Mennesker, end at disse sidste havde naaet en højere Udvikling end de første, saa de i Løbet af nogle Millioner Aar havde dannet Kultur og Religion. En af mine Kollegaer paavirkede mig i lignende Retning, saa jeg kom til at tvivle om Guds Tilværelse; og det førte til, at jeg en Tid holdt op med at bede til ham. Dette fik snart sine sørgelige Følger. Nedarvede onde Drifter tog til at skabe sig i mine Drømme, ja ogsaa nogle gange i min vaagne Tilstand, saa min Kæreste mærkede det. Sligt var for somme blot noget til at le af. Men kort efter sagde min Samvittighed mig, at det var Synd. Jeg fik en Følelse af at være saa uren, at jeg ikke kunde se mig selv som et Menneske skabt i Guds Billede. Jeg forsøgte dog igen at bede til den Højeste; men det var som mine Bønner kun naaede til Husloftet.
Samtidig trættedes jeg meget under Lærergerningen. Den tog da paa mine Nerver, saa jeg blev sygelig og søvnløs. Jeg maatte henvende mig til en Læge; og han raadede mig til at søge Orlov fra Lærerembedet i nogle Maaneder og styrke Nerverne ved Rejser og legemeligt Arbejde.
Dette blev ogsaa iværksat. Jeg korresponderede her og der om min Tilstand; og i Foraaret 1890 blev jeg indmeldt som Elev paa Askov Husflids- og Sløjdskole ved Vejen Station. En Lærerinde ved Navn Frk. Sørensen kom og besørgede min Lærergerning ved Olsker Skole; og i April Maaned rejste jeg over til Askov. Forstander Meldgaard tog pænt imod mig og anviste mig Soverum og Arbejdsværelse. Der var kun en Elev foruden mig paa det Tidspunkt. Han hed Ole Andersen og var Lærer ligesom jeg. Vi stemte godt sammen og fik meget at tale med hinanden om.
Paa Sløjdskolen fik jeg straks Hænderne i Gang med at save, hugge og høvle smaa Trægenstande til, saasom: Skafter til Hamre og Økser, Stel til Haandsave, Tremmer til Blomsterbænke og Urtepotteskamler, Slever og Skeer med mere; og paa Husflidsafdelingen lærte jeg at lave Børster og Haandkufferter samt Træbakker, Billedrammer og Syskrin med udskæring af Tal, Bogstaver og andre Figurer i forskellig Størrelse osv., saa baade Hænder og Hjerne kom til at arbejde paa ny Virkefelter.
Dagene gik saaledes: Meldgaard ringede Kl. 6 til Opstaaen af Sengen, Kl. 7 til Frokost med Morgenandagt, Kl. 9½ til Mellemmad, Kl. 12 til Middag, Kl. 2½ til Kaffe og Kl. 6½ til Aften, hvorefter jeg havde mig at rette. Men som Patient følte jeg det lidt tvungent og tog omsider Logis sammen med Ole Andersen og en anden ung Mand et privat Sted i selve Askov By, som laa en 10 Minutters Gang fra Husflids- og Sløjdskolen. Det gav Anledning til flere daglige Spadsereture. Hvad der særlig greb mig under disse, var at vi ofte fik høre Folk holde Morgenandagt og synge, naar vi gik forbi deres Vinduer til vort Arbejdssted.
Nu og da besøgte jeg ogsaa de gamle Askov Lærere: Ludvig Schrøder, Holger Nutzkorn (Her husker Karl Magnus Kofoed forkert, navnet er Heinrich V. Nutshorn), Holger Begtrup, Poul la Cour og Jakob Knudsen og betroede mig til dem. Jeg fik ogsaa Lov til engang imellem at gaa hen i Pigehøjskolen og høre deres Foredrag og Sang, hvad der styrkede mit Sind og hjalp mig til at faa nyt Mod paa Livet og at tro paa den treenige Gud. Nu tvivlede jeg ikke længer paa hans Tilværelse.
I den Tid brevvekslede jeg ofte med min Hjertenskær paa Bornholm. Hun var fra 1. Maj flyttet til Østerlars Præstegaard hos Paster Loofts for at lære husligt Arbejde og ideelt Hjemliv at kende; og Kristine og jeg skrev da ofte fortrolige Breve til hinanden og gav hinanden Gang paa Gang vore inderligste Kærlighedserklæringer.
Til Afveksling foretog jeg ogsaa smaa Udflugter til Omegnen af Askov; og i Juli Maaned rejste jeg en Tur ud til Jyllands Østkyst.
I Nærheden af Horsens hilste jeg paa en Kending fra Køng Højskole, besaa derefter den gamle By med den interessante Klosterkirke og andre bygninger, saa ogsaa det afskrækkende Tugthus, og drog derpaa videre. I Vejle blev jeg betaget af Skønheden ved de skovklædte Bakker omkring Aa og Fjord, var ogsaa oppe i Jellinge og saa de kendte Gravhøje med Runestene til Minde om Kong Gorm den Gamle og Thyra Danebod. Det var meget gribende at se saadanne Oldtids Mindesmærker, der var rejst for 1000 Aar siden. I Fredericia, som ogsaa var en skøn By, fik jeg se et Mindesmærke af nyere Dato. Det var Bissens kendte Billedstøtte af den tapre Landsoldat. Det tolkede jo kønt de Danskes Sejr over slesvigholstenske Oprørere den 6. Juli 1849. Jeg talte ogsaa med en Veteran, som havde været med til at bære faldne danske Soldater hen til den store Krigsgrav. Det havde været en streg tid, sagde han. De vagthavende Soldater havde maattet ligge langs henad Gaderne og ikke sovet i flere Nætter.
Hjemkommen til Askov arbejdede jeg atter i Husflidsskolen og var med til 50 Aars Jubilæum for den gamle Præst Hans Sveistrup.
Den 14. August fik jeg Meddelelse om, at Pogeskolen i Tejn skulde nedlægges den 1. Novbr. 1890, og at der paa samme Tid og Sted skulde oprettes et Enelærerembede, hvortil jeg var selvskreven til at være Lærer.
Dette kunde jo synes at være en glædelig Nyhed for mig. Men Ole Andersen og jeg havde saa smaat bestemt os til at begynde Læsning til Studentereksamen fra den Tid af. Vi mente, at det hørte til for at faa en grundlæggende Dannelse.
Hvad skulde jeg saa gøre? Jeg havde det omtrent som en Maage, der strejfer hid og did over Havet og ved ikke, hvor den skal slaa sig ned.
Efter at have bedet til Gud om Vejledning prøvede jeg den Udvej at ansøge mine Overordnede paa Bornholm om Tilladelse til at holde en Vikar paa Tejn Skole, mens jeg fortsatte min Uddannelse i København.
Jeg skrev ogsaa til min Kæreste om det Emne og rejste saa ud paa et nyt Strejftog. Dette gjaldt nu Sønderjylland, som jeg gennemtravede til Fods. Jeg saa Haderslev i Dalen mellem de høje Bakker og Aabenraa ved den kønne Fjord. I Landsbyen Københoved traf jeg sammen med to andre Lærere, der ogsaa vilde se sig om dernede. Den ene var en Nordmand, den anden en Jyde; og vi tre fulgtes ad gennem mange Landsbyer, hvor vi besøgte gode danske Folk, som gav os baade Mad og Nattelogis. En Nat var vi hos Frimenighedspræst Poulsen i Bovlund. Der forlod Jyden os. Vi andre to fortsatte Turen til den minderige By Sønderborg, hvor vi hilste paa den kendte Politiker H. P. Hansen. Derfra traskede jeg alene Nord paa, saa det lille Augustenborg Slot, og gik videre til Nordborg, hvor jeg logerede paa et Hotel. Der blev jeg syg om Natten, laa med Hjertebanken og Feber til henad Morgen. Men efter en stærk Svedning var Sygdommen som blæst bort, saa jeg atter kunde fortsætte Vandringen. Jeg gik saa langs Østsiden af Als til Lysabild, hvor jeg besøgte Rigsdagsmand Hans Larsen, som var meget gæstfri og kørte mig 1½ Mil på Vej mod Sønderborg. Efter at have nydt den herlige Udsigt fra Engelshøj tæt ved Byen gik jeg over Broen, der forbinder Als med Fastlandet og fulgtes et Stykke Vej med en tysk Gendarm ud ad Dybbøl til. Vi snakkede lidt tysk og dansk sammen. Han fortalte om sin Væren med i den tysk-franske Krig 1870 og om sin Stilling som Gendarm i Sønderjylland. Da vi skiltes paa Dybbøl Bakke rakte han mig Haand og takkede for godt Følgeskab. Det var et lille Pust fra tysk Side; men ellers var jeg glad ved at træffe saa mange dansksindede Mænd og Kvinder i den af Tyskland erobrede Landsdel og se, hvor dansk den var i Natur og Folkeskikke.
Efter at have set de kendte Krigsskuepladser fra 1864 gik jeg alene Nord paa over Nybøl til den store fortyskede By Flensborg, var inde for at hilse paa Gustav Johansen, den gæve Talsmand for den danske Sag i den tyske Rigsdag. Jeg spadserede ogsaa af den 4 km lange Storegade og ilede derefter Vest paa til Byen Tønder, som ikke var nær saa stor eller tyskpræget. Derefter satte jeg Kursen mod Nord, gik gennem Løgumkloster og videre til den gamle danske Kirke- og Kongestad Ribe. Der saa jeg selvfølgelig den prægtige gamle Domkirke; og eftersom det da regnede lidt, kørte jeg med Jernbantoget til Vejen Station ved Askov. Der ankom jeg den 30. August 90 efter en 14 Dages Rejse gennem Sønderjylland.
Hvad der havde grebet mig mest, var Afskeden med de danske Mænd og Kvinder, der med Taarer i Øjnene havde sagt mig Farvel og bedt mig hilse deres Landsmænd oppe i Danmark. Under alt det fik jeg et levende Indtryk af, hvad det kan betyde at have et Fædreland, som man tilhører med Hjerte, Sprog og gode Minder - og saa blive skilt derfra.
I Askov laa nu flere Breve til mig, hvoraf de fra min kære udvalgte Pige var de mest velkomne. Hun var stadig hos Præstens i Østerlars, men kunde godt ønske at flytte et andet Sted hen, naar det lod sig gøre. Hun forsikrede mig atter om sin inderlige Kæærlighed til mig og fortalte mig lidt om den ny Skoleordning i Olsker. Tejn Skole skulde ligge paa en lille Jordlod, hvorigennem der løb en rislende Bæk. Læreren skulde have egen Indgang, og der skulde være 3 Værelser med Gipsloft og Dobbeltgulv samt Køkken, Kælder og Pigekammer osv.; og hun kunde jo ikke skjule, at hun glædede sig til at bo der.
Jeg besvarede selvfølgelig Brevet med Genforsikring om min Kærlighed til hende og udtrukte ogsaa min Glæde over den ny Skole, hvor vi antagelig skulde bo sammen og dele godt og ondt med hinanden i mange Aar. Men samtidig kunde jeg ikke dølge, at jeg endnu tænkte paa at erhverve videre Uddannelse.
Oppe i Nørrejylland levede en Mand jeg gerne vilde tale med om den Sag. Det var den kendte Valgmenighedspræst Morten Larsen i Holstebro. Jeg havde faaet at vide, at han var en ideel kristen Præst, der gav meget af sin Indtægt til fattige, tog sig af syge og lidende og levede selv i al Tarvelighed. Jeg havde hørt ham tale i Skibelind Krat ved Askov og var bleven stærkt greben af hans Præken. Jeg vekslede ogsaa et par Ord med ham ved den Lejlighed og fik Indbydelse til at besøge ham i hans Hjem. Derfor stundede jeg mod at foretage et 3de Strejftog, før jeg slog mig ned.
Efter at have hvilet i Askov nogle Dage begav jeg mig atter ud paa en lang Fodtur. Af Forstander Meldgaard havde jeg faaet Adresser til hans Venner og Bekendte, som jeg kunde besøge paa Vejen og faa gratis Natteherberg; og jeg turede saa op gennem Jyllands Hede omad Heinsvig, Grindsted, Sønder-Felding, Sønder-Omme, Assing, Harreskov, Herning, Snuds, Linnet og Holstebro. Overalt blev jeg vel modtaget og fik se, hvorledes de golde Hedemarker blev kultiveret ved Mergelforsyning, Kanalanlæg og Skovplantning.
Hos Morten Larsen dvælede jeg i 5 Dage. Han boede paa Højskolehjemmet i Holstebro og havde en Søsterdatter til at holde Hus for sig. Vi talte meget sammen om aandelige Ting; og han gav mig gode Raad. Han fraraadede mig ikke at læse videre, dersom jeg kunde faa mine Sager ordnet dertil.
Fra Holstebro skrev jeg dette til min hjertenskære Pige paa Bornholm, men lovede tillige at hente hende som min Brud og stifte Hjem med hende enten derovre eller i København i Løbet at et par Aar.
Hjemturen til Askov skete ogsaa til Fods. Jeg gik da nærmere Jyllands Vestkyst og var somme Tider ude paa Strandbredden og hørte paa Havets stærke Dønninger, idet brede skumklædte Bølger væltede sig mod Kysten for atter at trække sig tilbage i den store Vandmasse. Lyset fra oven blinkede i Skumperlerne og tegnede kunstige Figurer paa det vaade Element. Alt det talede til mig og mindede mig om den almægtige Gud, som havde skabt det altsammen og ledede dets Bevægelser.
Da jeg var hjemkommen til Askov, fik jeg flere Breve, som laa og ventede paa mig. Det ene var fra min egen kære Pige, det andet fra Ole Andersen. Kristines Brev var skrevet fra Olsker Skole, hvor hun da opholdt sig en lille Tid. Hun takkede saa inderligt for mine Breve, men vilde ogsaa gerne vide, hvad jeg agtede at læse til og siden leve af. Ole Andersen berettede om sit begyndte Studium paa Herman Triers Kursus og haabede ogsaa at faa mig ind at læse i Hovedstaden.
Jeg forespurgte derefter hos Lærer H. Gregersen i København om, hvad et Artiums-Kursus der kunde koste, og fik kort efter det Svar, at Prisen for Kost og Bolig med mere var 50 Kr. om Maaneden; og han raadede mig til at bruge 3 Aar til Studentereksamens-Læsningen. Hvoe skulde jeg dog faa alle de Penge fra? Jeg havde jo søgt Skolemyndighederne om, at jeg under fortsat Læsning maatte beholde Tejn Skole-Embedet mod at lade det betjene af en Vikar for en Del af Lønnen; men det tyktes min meget retsindige Kæreste at være urigtigt.
Den 6. Okt. 90 faar jeg imidlertid Meddelelse fra Olsker Skolekommision med den ny Præst (Friis Hansen) som Formand, at man vil give mig Orlov fra Tejn Skole i to Aar paa de nævnte Betingelser, for at jeg kunde læse til Studentereksamen. Men kort efter faar jeg Skrivelse fra Bornholms Skoledirektion gaaende ud paa, at det af Olsker Skolekommision anbefalede Andragende ikke kunde bevilges.
Jeg havde altsaa kun et at gøre; og det var at rejse hjem til Bornholm og overtage Tejn Skole-Embedet den 1. Novbr. 1890.
For dog at faa lidt god aandelig Paavirkning endnu blev jeg det meste af Oktober Maaned paa Askov Højskole, hvorefter jeg som en vidtberejst Trækfugl drog hjem til min Fødeø. Fra Rønne besøgte jeg min nærmeste Slægt i Omegnen og turede saa op til Olsker og ned til Tejn og overtog mit Lærerembede.
Kun Fodmuren til den ny Skole var sat. Hele Bygningskomplekset kunde først blive færdigt den næste Sommer. Indtil den Tid skulde jeg undervise Børnene i et nærved liggende Lokale, som havde været benyttet til Pogeskole. Nogle Værelser ved siden af skulde tjene som min Bolig saa længe.
Jeg begyndte altsaa min ny Gerning efter Bestemmelsen og var glad ved de mig betroede Børn og deres Forældre. Men saa kom Spørgsmaalet om, hvor jeg skulde have min Føde. Lave Mad selv var jeg ikke vant til; og Husmødrene i Tejn var lidt bange for at kostére og dække Bord for en Skolelærer. Flere Tejnboere foreslog mig da at holde Bryllup med min udkaarne Pige saa snart som muligt.
Efter Raadslagning med min Kæreste og mine tilkommende Svigerforældre blev det snart vedtaget, at vi forlovede skulde giftes den 1. Januar 1891.
Kristine, som atter havde været en Tid i Østerlars Præstegaard, forlod saa denne først i November og tog hjem til Olsker Skole for at lave Udstyr. Jeg forberedte mig i lignende Retning; og nævnte Dato begyndte atter et nyt Afsnit i mit Livs Historie.
Gift Lærer, Husflidsmand og Regnskabsfører
(1891-97)
Nytaarsdag 1891 oprandt med stille Vejr og Solskin over de snedækkede Vange og Veje; og vi to, som skulde være Midtpunktet i Dagens Sceneri, tog os en lille Formiddagstur ud ad Landevejen gennem det skønne Brøddegaards Dalstrøg og talte lidt sammen om den forestaaende Begivenhed.
Karl Magnus Kofoed og Kristine Nielsen, gift 1/1 1891.
Hjemme paa Olsker Skole var mange Hoveder og Hænder i Gang med at ordne alting for at gøre Dagen saa festlig som muligt. Min Svigerfaders Stueorgel blev flyttet over i Kirken, for at Sangen dér kunde blive ledet af Orgelmusik; og nogle grønne Grankviste blev anbragt hist og her til Pynt samt to smaa Juletræer oppe ved Altret. I Skolestuen blev Bænkene ryddet til Side, og et langt Spisebord med smaa Vinkelfløje ved hver Ende sat til Rette og dækket med snehvide Duge. Ovenover Midten af det lange Bord, hvor Brudeparret skulde sidde, anbragte min Svigerfader to smaa Dannebrogsflag og en lille Vinkelhylde med rødt Papir foran Ordet: "Velkommen!" i Transparent. Og i Køkkenet havde min Svigermoder med Hjælpere travlt med Tilberedning af Festmaden.
Der var Eftermiddags-Tjeneste i Kirken den Dag, saa Brudevielsen først kunde foregaa Kl. 5. Da var alle Gæsterne samlet og havde nydt en Forfriskning. Og efter at de havde anbragt sig i Kirken, hvor Lysene straalede, begyndte Orgelet at bruse med skønne Forspil.
Snart kom ogsaa de unge, det gjaldt om. Kristine i lang sort Silkekjole og en grøn Myrtekrans om Hovedet, hvorfra et langt hvidt Slør hang ned og slæbte henad Kirkegulvet, og jeg i sort Brudgomsdragt med lang Skødefrakke. Jeg gik paa hendes højre Side, idet vi fuulgtes ad op mod Altret. Saa satte jeg mig ind i den øverste Mandsstol til Højre; og hun i den tilsvarende ved venstre Side. Derefter spillede Orgelet, og Menigheden sang med Inspektør Petersen, Allinge, som Forsanger følgende Sang, som jeg havde forfattet i Dagens Anledning: Mel: Kimer, I Klokker, ja kimer før Dag i det dunkle.
Sangen lad tone, og Hjerternes Festklokker kime!
Timen er kommen til Bryllup, o herlige Time!
Syng Glæden ud:
"Brudgommen henter sin Brud!"
Syng det for Gud i det høje!
Kærlighedssavnet og Længselens Smerte skal stilles.
Ordet nu lyder: de elskende aldrig skal skilles!
I Højtidsskrud
Brudgommen henter sin Brud.
Syng det for Gud i det høje!
Afskedens Vemod vel dybt under Glæden sig dølger.
Fædrenehjemmet forlades, men Minderne følger.
Til Borgen prud
Brudgommen henter sin Brud.
Syng det for Gud i det høje!
Nytaar gaar ind i det Hjem, hvor de trende skal dvæle.
Tusinde Haab stiger frem i de ventende Sjæle.
Lad blot det Bud:
"Brudgommen henter sin Brud!"
lyde for Gud i det høje!
Himmelske Fader, velsign du de elskende trende,
naar for dit Aasyn de Kærlighedspagten bekende!
Engle, syng ud:
"Brudgommen henter sin Brud!"
Syng det for Gud i det høje!
Jesus, vær Kilden til Glæde og Kærlighedslykke!
Himmerigs Engle, staa Vagt for den hjemlige Hygge!
Roser, spring ud!
Brudgommen henter sin Brud!
Syng det for Gud i det høje!
Helligaand, hjælp os til Jesus som Brudgom at have,
saa vi fornyes i Tro paa hans himmelske Gave!
Alle syng ud:
"Brudgommen henter sin Brud!"
Syng det for Gud i det høje!
(I sidste Vers er de 3 øverste Linier ændret noget)
Præsten Friis Hansen, som i Ornat havde siddet oppe under Vinduet til Højre, traadte nu frem bag ved Alterskranken; og vi Brudepar gik saa frem til Knæfaldet og hørte paa hans tale.
I Tilslutning til den afsungne Sang fremhævede han stærkt, hvad det gjaldt om for os Mennesker, mens vi levede vort korte Jordeliv. Jesus skulde modtages som vor Frelser og Hjælper, for at vi kunde faa udrettet det, der var Guds Vilje med os; og det gjaldt ikke mindst et nyviet Ægtepar. Kærligheden mellem dem maatte fornyes af Herren Gang paa Gang, for at den kunde holde ud baade i Glæde og Sorg.
Efter at vi Kærestefolk derpaa atter havde lovet hinanden Troskab indtil Døden, og Præsten havde erklæret os for "rette Ægtefolk at være", vendte vi os om, saa min Brud kom til at staa ved min højre Side, og saaledes fulgtes vi ad ned i Kirken, hvor jeg satte mig hos hende, og Orgelet spillede; og vi sang sidste Vers af min Sang.
Til Slut udtalte Præsten Velsignelsesordene fra Altret, hvorefter vi sang J. Schørrings lille Salme: "Kærlighed fra Gud".
Derpaa rejste vi os alle; og vi nygifte vandrede glade ud af Kirken og over i den gamle Skole, hvor mange Lys straalede, og hvor vi snart modtog hele Selskabets Lykønskninger og Gaver.
Snart efter blev vi anbragt midt for det lange Bord i Skolestuen med Præstefolkene og Brudens Forældre paa højre Side og min Fader og Søskende paa venstre. Dernæst fulgte Naboer og Venner Bordet rundt.
Festmaaltidet bestod af Flæske-, Kalve og Kalkunsteg med tilhørende Kartofler, Sovs og Rødbeder samt dejlig Tertekage og Vin med mere; og der blev holdt Taler af Præsten og min Svigerfader med de bedste Ønsker for Brudeparret, hvorfor jeg takkede og talte lidt.
Siden gik Aftenen med Samtale og Sange til henad Midnat, hvorefter en Slæde fra den nærmeste Gaard kørte os nygifte til vort primitive Hjem i Tejn.
Nogle af vor nærmeste Familie overnattede paa Olsker Skole, andre hos Naboerne. Næste Dag samledes Familien atter hos mine Svigerforældre, hvorefter de fleste kørte en Tur til Tejn og saa de nygiftes Hjem og tog dem derpaa med til Olsker Skole til 2den Dags Fest. Om Eftermiddagen kørte min Familie hjem til deres Bosted; og de nygifte tog til Tejn.
Dagen efter Hellig 3 Kongers Dag tog jeg atter fat paa Lærergerningen ved Tejn Skole, og som Timerne nu gled prægtigt! Jeg havde ligefrem Sol i Øjnene, der gav Genskin i Børnenes Sind. Ved hvert ophold maatte jeg ind og kigge til min Hustru og, hvordan hun havde det; og det gav fornyet Lyst til at arbejde videre i Skolen.
Naar Dagsarbejdet var slut dér, blev der altid en eller anden Biting at befatte mig med; og da Foraaret kom, gik jeg ofte hen og saa paa Arbejdet med den ny Skolebygning og talte lidt med Haandværkerne derom.
Iøvrigt gik jeg i Hvedebrødsdagenes Tid ofte en lille Aftentur med min "bedre Halvdel", hørte paa Fuglesang i Skovene og læste højt af "Rungsteds Lyksaligheder".
Undervisningsministeriet havde imidlertid tilstaaet mig et nyt Feriekursus i Husflid. Denne gang på Thorup Skole i Nærheden af Odense; og da det skulde begynde lidt før Tejn Skole fik Høstferie, maatte jeg lade min kære Hustru holde Skole for mig en Uges Tid.
I Thorup lærte jeg mere Udskæringsarbejde, lavede blandt andet en stor Ramme til et Kristusbillede vi havde faaet, og jeg prøvede for første gang at flette Kurve af flækket Baandpil. Blandt andet lavede jeg en Papirkurv, som jeg har endnu, og jeg flettede en Kurv og nogle Kurvestole samt en pæn Sykurv til min Hjertenskær derhjemme.
Der var ialt 12 Lærere som Elever paa det Kursus, og i Mellemstunder gik det livligt til med Vitser og muntre Indfald. Blandt de Ting, der maatte holde for, var også Indre Mission som fik sine Hip nu og da. Det var ikke saadan, at Lærerne ikke vilde være Kristne; men de fleste syntes at sætte det verdslige Liv som Nr. 1 og det kristelige som Nr. 2. Vi forenedes dog godt om flere Udflugter, een til Ryslinge Højskole, hvor vi hørte gamle Wilhelm Birkedal og vel ogsaa Poulsen og Nygaard, og een til Vejstrup Højskole, hvor vi nok hørte Jens Lund og saa os om i den skønne Omegn ved Svendborg og Taasinge.
Paa Hjemvejen kom jeg atter gennem København, hvor jeg købte nogle pæne Møbler til Lærerboligen ved Tejn Skole. Denne var nu omtrent færdig; og da der efter et Dødsfald i Nabolaget blev Brug for de af mig benyttede Lokaler, maatte min Hustru og jeg skyndsomst flytte over i de ny, hvor vi søgte at tilrettelægge alt saa hyggeligt som muligt.
Skolen var bygget saaledes, at hele Bygningskomplekset laa skraat for Verdenshjørnerne. Børnenes Indgang var i Sydvest, medens Skolestuen havde Vinduerne mod Sydøst. Lærerens Indgang laa derimod til Nordøst. Til samme Side vendte ogsaa Bedstestuen og et Gæstekammer eller Kontor, medens Dagligstue og Sovekammer fik Lyset fra Sydvest. Køkken, Gaardforstue og et lille bitte Pigekammer havde deres Vinduer mod Nordvest.
De ny polerede Møbler med grønt Betræk paa Sofa og Stole blev saa opstillet i Have- eller Bedstestuen, medens de gamle fik Plads i Dagligstue og Sovekammer. Nogle ny Billeder blev ophængt til Pryd paa Væggene; og derpaa kom jeg frem med de Ting, jeg havde lavet paa Husflidsskolen, og anbragte dem, hvor de skulde være.
Tilsidst sagde jeg til min kære Hustru, at nu vilde jeg give hende en Ting, som hun kunde have givet mig, da jeg friede til hende.
"Kan du gætte, hvad det er?" spurgte jeg.
"Måske en ny Hat?" svarede hun.
"Nej, sligt tør jeg ikke møde med."
"En ny Portemonæ da, med mange Penge i?"
"Nej, det er jeg desværre ikke rig nok til at kunne præstere."
"Det var jeg for Resten heller ikke den Gang, du mindede om."
Saa rakte jeg hende en lille Pakke med den pæne Sykurv i, som jeg havde lavet i Thorup.
"Aah, en kurv!" udbrød hun forstaaende. "Men saadan en kunde jeg ikke have givet dig den Dag."
"Nej, det kunde du vel ikke heller" svarede jeg, og saa lo vi begge to og gav hinanden et Kys.
En af de følgende Dage blev der holdt et stort Folkemøde, hvor Pastor Friis Hansen indsatte mig som Lærer ved Tejn Skole; og snart gik Lærergerning og Husholdning der, som det skulde. I Fritiden begyndte jeg at bearbejde Havepladsen med Hakke og Spade, og samme Efteraar plantede jeg en Hæk af smaa Tjørnplanter tæt ved det opslaaede Lægtehegn, ligesom jeg ogsaa forsynede Haven med et passende antal Frugttræer, Buske og Blomsterbede. Det var mig en stor Sindsoplivelse at arbejde dér og samtidig høre Bækkens muntre Rislen paa sin Vej ud imod Havet.
Somme Tider gik jeg ogsaa en Tur ned til Havnen, kiggede lidt paa det blaa Element og slog en Passiar af med Fiskerne, som gerne stod i en Flok ved "Abdousa Hjørne", naar Søen ikke kaldte paa dem.
Den 23. Sept. 91 var min Hustru og jeg til Bryllupsfest i Nylarsker Sogn, hvor min Broder Laurits blev gift med Jens Mogensens Datter Marie. Det artede sig som en rigtig skøn Højtid baade i Kirken og i Broders Hjem bagefter. Og de nygifte kom derefter til at levet et lykkeligt Samliv.
Den følgende Vinter forsøgte jeg ogsaa at gøre mig nyttig ved at undervise nogle unge Mennesker i Husflid. Oppe paa Skoleloftet anbragte jeg en Høvlbænk, nogle Lamper og en Række Husflids- og Sløjdgenstande og lod unge Karle komme derop og faa vejledning i at hugge, høvle og save et par Aftener om Ugen. De fik derved prøvet at lave Blomsterbænke, Skeer og Børster med mere; men det lykkedes mig ikke at bevare deres Interesse for den Slags Arbejde. Det hørte jo ikke til deres Fag.
Der skete imidlertid noget andet, som optog Sindene stærkt den Vinter.
Natten mellem 3die og 4de Februar 1892 blev det saa stærk en Storm, at 3 Tejn Fiskere omkom i Østersøens oprørte Vande. De var alle gifte; og de to havde nogle Børn, baade disse og Enkerne kom til at savne dem meget. I den Anledning skrev jeg følgende Digt, som jeg kaldte Havets Rov og lod trykke som et lille Hefte og sælge til Indtægt for de druknedes Efterladte.
Det er vidunderlig friskt og frit
at bo paa en lille Ø;
det kvæger Sindet at see saa vidt
udover den aabne Sø.
Der er travlhed, en Leg og Kamp
i Bølgernes Hvirvelkast;
og Skibe glider for Vind og Damp
derover med Il og Hast.
Men Havet er som en Vikinggut
ustadigt i al sin Færd;
snart blidt det hviler og slaar sin Luth,
snart svinger det vildt sit Sværd.
Og saadan bilder det Livet selv
i vekslende Skuespil-
og viser under det store Hvælv
en Verden, som der er til.
Hvad Sømandsgutten han faa at se
paa Skuden fra Egn til Egn,
deraf en Scene vil Havets Fe
fortælle fra Byen Tejn.
En Vintermorgen, før det var Dag
tre Fiskere gik i Baad;
at gaa mod Prøjsen paa "Laksevrag"
det var deres tænkte Daad.
Med et: "Paa Gensyn" de bød Farvel
til de, som i Hjemmet var;
og modtog svaret: "God Lykke, Held!"
da Bølgerne ud dem bar.
Den friske Kuling gav Baaden fart
langs Kysten fra By til By;
de sejled Syd paa, men maatte snart
i Neksø Havn søge Ly.
Der blev de stille en Nat saa vel
da purred den ene ud:
"Til dem derhjemme vi staar i Gæld
nu følger vi Pligtens Bud!"
Den anden tøved en liden Stund
og saa paa de hvide Skær,
et Alvorstræk gik der over hans Mund,
der sagde "Gud, vær os nær!"
Saa sprang de alle til deres Post;
den ene tog Roret fat:
"Vi styrer fremad blot mod Sydøst,
saa naar vi Prøjsen i Nat!"
Snart Vinden fylder de brede Sejl,
som vippede Baaden frem.
Af Kursen kunde der ej ta's fejl,
og Tankerne vandred hjem.
De havde Hustru og Børn de to;
det var jo dog tungt at se
dem gaa i Pjalter og revne Sko
og stadig om Mad at be'.
Mens slige Tanker der dukked frem
om Hjemmet og fremmed Kyst,
blev den: at stride for deres Hjem
en flammende Ild i Bryst.
De snakkede baade op og ned
om Fangsten, de vented paa;
men snart blev søen dem mere vred
og syntes dem ilde spaa.
Dog ufortrødent, som søen steg,
de søgte en prøjsisk Havn;
men ak! i Bølgernes Hvirvelleg
dem svigtede Styr og Stavn.
"Tilbage!" lød det fra ham, der stod
til Agters og Roret holdt;
og i det samme en Styrteflod
dem bragte et Bad saa koldt.
"Til Pumpen, Manne!" et Raab der lød;
men atter et Skyl der kom;
og over Rælingen ind det brød,
nu vidste de deres Dom.
"Gud hjælpe os!" var det sidste Ord,
der hørtes fra deres Mund.
Saa sank de tre, som der var om Bord
til Dødens stille Blund.
Men Søen væltede lige vred
og fraaded det hvide Skum;
og ingen vidste om dem Besked,
som svandt i det dybe Rum.
Fra dem i Hjemmet der lød et Suk,
det sikkert til Himlem steg:
"O, frels dem Herre! og ind dem luk,
hvis Søen dem troløst sveg!"
Og vi, som ser de forladtes Kaar,
lad os bede samme Bøn
og lindre Smerten af deres Saar!
I Gerningen selv er Løn.
Bornholmske Lærere var meget hjælpsomme med Salget af dette Digt; men hvor meget det indbragte i Penge, kan jeg ikke huske. I min Digtsamling "Julebilleder", som udkom 1912, er det optaget med tilføjelse af nogle Vers.
Aaret 1892 bragte ogsaa nogle glædelige Begivenheder.
Uagtet jeg i Askov og siden hos Pastor Friis Hansen havde faaet min døende Kristentro genoplivet, manglede der dog noget, som jeg ikke selv kunde gøre rigtig Rede for. Jeg følte mig stadig for uværdig til at modtage Guds Naade.
Men saa en Dag, jeg gik og underviste i Tejn Skole, kom følgende Grundtvig-Vers til at klinge gennem min Sjæl:
"Her er vi alle Kongebørn,
skønt fattige og ringe;
og højere end nogen Ørn
sig Haabet kan opsvinge,
naar Jesus er hvort Hjerte nær
som Herre mild og Broder kær,
som Barn med Englevinge."
Der blev altsaa med Helligaanden sunget et nyt Liv ind i min Sjæl, saa jeg kunde tro, at jeg uagtet min Ringhed var et Guds Barn, der havde Jesus til Broder. De mørke Tanker forsvandt, og jeg forstod med een Gang, hvad det var at være Menneske, og have Syndernes Forladelse, det som jeg hverken havde kunnet fatte i min Barndoms- eller Ungdomstid. Siden blev det mig saare let at undervise Skolebørnene i Religion og holde Andagt med min kære Hustru.
Da min Sognepræst Friis Hansen havde faaet det at vide, glædede det ham meget.
Paa Grund af min Nervesvaghed følte jeg ofte Trang til at ture ud i den friske Luft; og da jeg baade havde hørt og set, at der var fremkommet en ny slags Transportmidler, som kaldtes Cykler, fik jeg Lyst til at skaffe mig saadan en. For at faa den saa billigt som muligt skrev jeg i April 92 over til Leicester Cykle Co i England og bad den Fabrik om at sende mig en Bicykle mod Postopkrævning. Snart efter blev jeg afkrævet 7 £ og 17 sk eller 141 Kr. Jeg betalte saa den for mig ret store Sum Penge og havde saa at hente Cyklen i Rønne. Første Feriedag travede jeg sammen med min Hustru ud til nævnte By for at bjerge min Maskine. Mens Fruen saa besøgte vor Familie, trak jeg mit nye Befordringsmiddel ud paa Galløkken (en græsbevokset Sportsplads), hvor jeg øvede mig i at stige op og staa af, køre lidt og staa af igen; og da jeg var saa vidt, at jeg kunde køre et længere Stykke, hentede jeg min Kone for at følge med hende til Tejn. Men Følgeskabet blev som en Jagthunds Følgeskab med en Jæger. Snart var jeg langt forude af Vejen, snart vendte jeg om, foer hilsende forbi hende og vendte derefter atter om og cyklede i samme Retning som hun; og saaledes kom vi godt hjem, inden det blev Aften. Nogle dage efter foreviste jeg min ny "Ridehest" for Pastor Friis Hansen, som bad mig vise min Ridefærdighed ved at svinge rundt paa Vejen i et 8-Tal; men det døjede jeg med at præstere tilfredsstillende.
Da jeg tog Lærereksamen, havde jeg -med min mangelfulde Uddannelse- ikke faaet høj nok Karakter i Gymnastik til at kunne forestaa Undervisningen deri ved et Enelærer-Embede. Ministeriet forlangte derfor, at jeg nu skulde have mere Uddannelse i det Fag og underkaste mig en Prøve deri. Dette skete saa i Maj Maaned 92, mens min Hustru besørgede min Skolegerning; og det lykkedes mig saa at erhverve den forlangte Duelighed og faa mit Eksamensbevis paategnet med Ordene: "Kan forestaa Gymnastik".
Efter den Opstivning i København holdt jeg kun Skole et par smaa Maaneder i Tejn, før jeg atter gav mig ud paa Viften, mens min Kone vikarierede i mit Lærerembede. Ministeriet havde nemlig atter tilstaaet mig Midler til et Feriekursus i Husflid og denne Gang i København, som jeg saa fik se mere af. Og jeg blev rigtig glad ved det Kursus. Deltagerne begyndte hver Dag med Bøn til den Højeste om Velsignelse over Arbejdet. Jeg lærte at pynte Trægenstande med Udskæring i Almuestil, lave Træværk og flere Slags Paparbejde samt at binde Bøger ind i forskellig Udstyrelse osv.
Jeg havde Cyklen med; og om Søndagen gjorde jeg flere Udflugter i Omegenen. En Gang var jeg helt oppe i Nordsjælland, saa Hillerød og Frederiksborg Slot med de mange Kunstsamlinger og overværede en Gudstjeneste i Slotskirken. Paa Hjemturen var jeg henne ved den skønne Fure Sø, som Chr. Winter har skrevet sit maleriske Digt om. Jeg plukkede ogsaa en Blomst ved dens Bred og sendte den i et Brev hjem til min kære Ægteviv. Hun blev meget glad for den; og i et af sine gode Breve omtalte hun nu den glædelige Nyhed, at hun ventede en Livsarving, saa jeg snart kunde opnaa at blive kaldt Fader. Med det samme bad hum mig om at købe en lille Bog om god Barnepleje at have med hjem.
Dette gjorde jeg ogsaa; og om Morgenen den 20. Oktober 1892 kom det bebudede Afkom - en lille velskabt Pige efter en ret streng Nat for Moder og Barn.
Snart efter fik vi vor kære lille Datter døbt med Navnet Dagny for at betegne, at der nu oprandt en ny Dag baade for hende og os - noget vi stadig maatte takke Gud for. Og som et Udtryk for Ønsket om, at det maatte blive en lys Dag lod vi hende ogsaa kalde Lucia.
Den følgende Vinter prøvede jeg paa at holde lidt Aftenskole i selve Skolestuen. Jeg underviste nogle unge Mennesker i Dansk og Regning, som jeg troede de havde godt af at blive lidt mere hjemme i, men jeg døjede med at holde det gaaende ret længe. Det kostede jo ogsaa en Del at skaffe Lys og Varme til det Aftenarbejde.
I det ny Aar 1893 kom imidlertid noget andet, som kaldte paa mine Kræfter. Vi havde før -ligesom andre Tejnboere- maattet gaa ad den 6 km lange Vej til Allinge for at hente de Kolonialvarer, vi havde brug for; og det kunde jo i Længden blive besværligt nok. Mange Husfædre i den Egn blev derfor enige om at danne en Brugsforening med uddeling af de fornødne Varer i Tejn; og jeg blev valgt til Forretnings- og Regnskabsfører. Det ny Hverv tog meget af min Fritid; men jeg var glad ved det, fordi det gav lidt Ekstra-Fortjeneste, og jeg kunde besørge Arbejdet hjemme i Stuen hos min Familie.
Om Sommeren brugte jeg noget af Fritiden til Arbejde i vor store Have. Der var meget at gøre med baade Nyplantning, Lugning og Vanding; og det var mig en stor Fornøjelse at have vor lille 'Tulle' i Barnevognen eller paa Græsset ved Siden af og høre hende pludre om Kap med Bækken, der sneglede sig frem gennem Skovkrattet.
Min kære Hustru havde travlt med Husholdningen, og Tiden gik hurtigt for os begge uden store Kalamiteter.
Jeg havde fra min tidligste Ungdom higet efter engang at finde en Kvinde med hvem jeg kunde danne et skønt og godt Hjem; og da det syntes at være lykkedes for mig, stræbte jeg efter at naa et andet Ideal, det at være Leder af en god Skole. Navnet paa Forstander Niels Kierkegaards Blad (For Hjemmet og Skolen) havde lært mig, at næst efter Hjemmet var Skolen det Sted, hvor alle gode Evner og Kræfter skulde udfoldes. Derfor sparede jeg mig ikke selv, naar jeg underviste Børnene i Tejn Skole.
Dette skønnede min kære Sognepræst Friis Hansen godt, og ved Slutningen af hver Eksamen dersteds udtalte han sig rosende om min Skolegerning. De andre Skolekommisionsmedlemmer stemmede i med; og Rygtet gik, at Tejn Skole Børnene var de bedst underviste Børn i hele Pastoratet.
Under Stræbet efter at naa sligt fik jeg ikke Tid til at befatte mig med meget andet. Jeg deltog næsten ikke i det politiske Røre, som raadede i vort Fædreland den Gang. Jeg var nok Venstre- og Frihedsmand; men Konsejlspræsident Estrup havde jo givet Lærerne "Mundkurv" paa, saa de havde ikke meget at skulle have sagt imod hans Styre, om de skulde beholde deres Embeder.
Derimod overværede min Hustru og jeg ofte de kristelige Vækkelsesmøder, som Friis Hansen og hans Hjælpere holdt i Kirker, Forsamlingshuse og Smaalunde. Mange Mennesker blev den Gang rystede op af deres Verdslighed og Sløvsind, saa de søgte at blive sande Kristne.
At komme ud til Gilder og anden verdslig Sjov var hverken min Kone eller jeg oplagt til da; og det Stade hjalp vor Præst os til at beholde.
Ved en Eksamen i Tejn Skole, hvor Børnene blandt andet skulde fremsige udenadlærte Salmer, gengav en Pige 2det Vers af "Befal du dine Veje" saaledes:
"Paa Herren maa du agte,
om det dig vel skal gaa!
hans Gerning du betragte,
om din skal vel bestaa!
Ved Sorg og Selskabs Plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du faa af Gud!"
Da jeg saa rettede Pigen til at sige "selvskabt Plage" i Stedet for "Selskabs Plage", sagde Præsten lavmælt og ganske lunt: "tak, lad hende bare tro, det er saadan, som hun først sagde!"
At Selskaber virkelig kan blive en Plage, har jeg bl.a. oplevet ved at maatte sidde stille et Sted og høre Gæster snakke ilde om fraværende Mennesker.
Min Hustru og jeg deltog dog i et Selskab hver Sommer. Det bestod af 7 ligesindede Lærerfamilier, der kom sammen for at drøfte Skolespørgsmål og tale om Tidens Begivenheder. Derfor blev det kaldt "Det lille Lærerkonvent". Det blev holdt skiftevis her og der; og den Vært og Værtinde, som havde Gæsterne, gav disse et pænt Traktement bestaaende af Kaffe med Kager til om Eftermiddagen og Smørebrød med The om Aftenen, før hver drog hjem igen. Det var et Selskab, som vi alle var glade for, og som ingen tog Forargelse af.
Først paa Aaret 1894 fik jeg Brev fra min Askov-Ven Ole Andersen om, at han efter sin Læges Raad havde opgivet Studenterlæsningen. Han havde været forlovet med en god Sygeplejerske, der var bleven saa kristelig vakt, at hun ikke turde gifte sig. Den indgaaede Forlovelse blev opphævet; og Ole Andersen følte sig en tid meget nedslaaet. Men idet han kastede sin Sorg paa Gud, fik han erfare, at hans Sjæl var ligesom en Cremoveser Violen. Naar den var slaaet i Stykker og sat sammen igen, gav den renere og bedre Toner end før. Han var nu Lærer i Lemvig.
Omkring ved Høst 1894 var min Hustru og jeg kørende til Hasle og overværede min Broder Hanses Bryllup med Frøken Anna Holm. Det var en skøn Udflugt. Lille Dagny blev imens indkvarteret hos sine Bedsteforældre paa Olsker Skole; og vi unge Forældre morede os med at køre med en Enspændervogn, der ikke vilde løbe lige efter Hesten. Snart var den ved den ene Vejkant og snart ved den anden. Engang gled den med de to Hjul ned i den ene Grøft; men vi fik den hurtigt op igen og fortsatte Turen.
Efter et pænt Bryllup i Kirken og en skøn Fest i Brudens Hjem overnattede vi der; og vor Hjemtur næste Dag gik meget godt.
Henad Jul samme Aar fødte min Hustru atter et velskabt Barn til Verden. Det var en lille prægtig Dreng som vi i Daaben lod kalde Sigurd, der betyder den sejrende, for at Navnet skulde støtte hans Mod i Kampen for Tilværelsen. Som Mellemnavne fik han ogsaa Johannes efter sin Farfar og Mathias efter sin Morfar til Minde om Familien.
Af næste Aars Oplevelser kan bemærkes, at vi Tejn Lærerfolk var oppe i Ols Kirke den 2den Februar og overværede min Kones Søster Ninas Ægtevielse til Snedker Laurits Engell fra Rønne; og bagefter var vi selvfølgelig med til en skøn Bryllupsfest i Olsker Skole.
Et halvt Aars Tid derefter kom vor kære lille Dagny til at skrante. Hun spiste saare lidt og saa daarlig ud. Vi tog hende derfor ud til Øens fornemste Læge: Fysikus Hansen i Rønne. Han syntes ikke at regne hendes Sygdom for noget. "Er det Deres eneste?" sagde han med et lunt Smil. "Hun har bare lidt Engelsk Syge; men naar hun faar lidt Levertran og Jernsaft, bliver hun snart rask". Og det blev hun.
Først paa Aaret 96 blev min kære Hustru saa overvættes glad. Hun havde i sit Hjerte faaet Forvisning om at være et Guds Barn, ligesom jeg fik det fire Aar før. Det var særlig Jesu Ord i Bjergprædikenen (Math. 5,3): "Salige er de fattige i Aanden; thi Himmerriges Rige er deres", der ved Helligaandens Kraft havde virket et nyt Liv i hendes Sjæl; og det glædede jeg mig ogsaa over.
Vore Børn var nu ogsaa som oftest vel til Mode. Dagny vilde gerne høre mig fortælle Smaahistorier og være med til at bede til Gud; og Sigurd rakte ofte sine smaa Hænder ud imod mig, naar jeg kom ind.
I Skolen fortalte jeg ogsaa Historier efter Børnenes Fatteevne, for Eks. den den om "Lille Mis skal sørge for sig selv". Og det varede ikke længe, før min egen Dagny ogsaa gerne ville høre den.
Min Sognepræst (Friis Hansen) viste sig hele Tiden meget forstaaende og frisindet baade overfor min Børneopdragelse og min Stilling til Kirke og Menighed. Men jeg var ikke altid tilfreds med den kirkelige Retning han tjente. Det at sætte et skarpt Skel mellem omvendte og uomvendte, selv om disse var søgende, og bestemme, og bestemme hvad de første maatte og ikke maatte gøre, fandt jeg lidt for stramt. Det var at føre Mennesker fra et Slaveri ind i et andet. Derfor skrev jeg i Sommeren 1896 en Artikel under navnet "Aandstrældom" i "Bornholms Tidende" og gjorde Rede for mit Standpunkt.
I Høsttiden samme Aar kom Valgmenighedspræst Morten Larsen og hans Søsterdatter og besøgte os i Tejn Skole. De boede hos os et par Døgn, og vi drøftede omtalte Emner med mere. Den ene Dag fulgte jeg med dem til Allinge, hvor han talte i foredragsforeningen. Der betonede han stærkt det, at vi vel kan faa vore Synders Forladelse, men slipper dog ikke fri for at lide under Følgerne af vor Synd. Pastor Friis Hansen, som ogsaa hørte det Foredrag, sagde siden, at Morten Larsen forkyndte en Livsanskuelse, som var meget mørkere end Indre Missions.
Min gamle Fader kom også og besøgte os i den Tid. Han fortalte noget fra Overtroens Verden, blandt andet det, at man i hans Ungdom havde ment, at der ikke vilde vokse god Sæd efter Jernplov; men det havde jo vist sig, at det ikke passede. Han berettede ogsaa om, hvorledes Bondefolk før om Sommeren kørte til Mosen for at pludre Tørv. De havde haft baade Mad og Sengeklæder med og opholdt sig paa Arbejdsstedet i flere Døgn osv.
Efterhaanden som Dagene gik paa Tejn Skole, blev der mere og mere at lægge Mærke til hos vores to smaa Livsarvinger. Dagny var en køn lysøjet Pige, der vel imellem kunde være lidt stridig, men i Almindelighed teede sig vel. Hun vilde ogsaa gerne høre noget om Gud og de hellige Engle og søgte ligesom de at være til Tjeneste for os. Og Sigurd var en brunøjet kæk Dreng, der allerede som halv andet Aars Gut frigjorde sig fra Moderskødet for at sidde i sin egen Stol ved Bordet ligesom Far.
Vi havde den Gang baade Høns og Ællinger, og en Dag da vor vimse Tjenestepige kom ind med nogle Æg fra Hønsereden, udbrød Dagny: "Hønen ved nok, at Mor er daarlig, og har derfor lagt Æg til hende".
En anden Gang havde Sigurd fanget en af vore Ællinger, og sejrsstolt derover holdt han den op med Halen i Vejret og jublede: "Ælling! Ælling!" til vi bad ham slippe den.
En køn Efteraarsdag samme Aar kom Dagny efter Skoletid og bad mig pænt, om jeg vilde køre en tur med hende og Sigurd til den kønne Storedal, hvor vi havde været før, og idet jeg føjede hende, blev der stor Glæde. Paa Stranden ud for den nævnte Dal byggede de to Smaabørn gærder og Huse af Havsten og lavede Veje dertil, og tilmed morede de sig med at kaste smaa Stene i vandet, høre deres Plask og se de Rundkredse, de dannede dernede.
Sigurd røbede tidlig en Trang til at overvinde Hindringer paa sin Vej. Engang han skulde knibe sig imellem to Stole, hvor der ikke var plads til hans Hoved, og hans Mor bad ham dukke sig under dem, krøb han oven over i Stedet for.
Min ”bedre Halvdel” ventede imidlertid atter sin Nedkomst, og da min Fødselsdag, den 28.11.96, oprandt, var jeg meget spændt paa, om det skulde ske den Dag. Straks til Morgen var der intet Tegn derpaa, og før jeg begyndte Skolegerningen, gik jeg et Ærinde op til Præsten, men da jeg kom hjem, fik jeg at se, at min kære Hustru laa med Fødselsveer. Der var sendt Bud efter Jordemoderen, og Pigen havde hentet et par Koner fra Tejn til Hjælpetjeneste. Jeg gik saa med den ene ind i Dagligstuen og bad inderligt til Gud om, at det maatte gaa godt med Fødslen. Det gik det ogsaa, omend min Hustru havde store Smerter.
Hen paa Formiddagen kom Barnet, en lille velskabt Pige, som vi nogle Uger senere i Daaben lod kalde Ragnhild (den gudindviede). Som Mellemnavn fik hun navnet Karen (Kvinde), da begge hendes Bedstemødre hed saaledes. Og med Tak til Gud saa vi gladelig Fremtiden i møde baade for hende og de andre smaa.
I Juletiden havde vi megen Glæde af dem alle tre. Begge de ældste kunde synge lidt med paa Salmen: ”Kom lad os nu paa Børnevis istemme Jesusbarnets Pris.” Dagny legede med sin ny Dukke og Sigurd med sin Tromme; og imellem kunde han finde paa at sige: ”Lille Søster er sød, er blød, er snavset – lille.”
Sigurd var en lille Skælm. En Middag lidt inde i det nye Aar (97) fandt han et lille Stykke Brød, der var lidt mærkelig formet. Han tog det, holdt det op for sig og sagde: ”Vov-Hund!” Straks efter føjede han til: ”Halen af!” og bed i det samme et stykke af Brødet. Dagny var væver og hjælpsom paa sin Maade. Hun kørte tidlig sin Lille Søster ud i den friske Luft, og engang sagde hun: ”og naar jeg bliver stor, saa vil jeg føre Regnskab for dig, Far.” osv.
I foraaret 1897 var jeg en Tid optaget af Tanken om at købe Klintebakken overfor Storedal og bygge et Sanatorium eller en slags Højskole med Taarn og Spir, der kunde ses langvejs fra at pege mod Himlen. Det skulde være et slags Forklarelsens Bjerg, hvor Frelseren opholdt sig, og hvor unge Mennesker og syge Stakler kunde hjælpes opad og frigøres fra deres Synd og Syndsfølger, saa de kunde komme til at leve et helligt Liv paa Jorden.
Der var nemlig altid sund og frisk Luft deroppe og en mageløs dejlig Udsigt over en stor Del af Bornholms Østkyst med Kriatiansø i det fjerne.
Men før jeg vidste af det, blev den omtalte Klippehøj og skønne Naturparti solgt til en anden Mand for at bruges til Stenbrud; og det blev mig en Skuffelse, som rev op i mit Sinds inderste Kroge og kulkastede mine bedste Fremtidsplaner.
For at faa en øjeblikkelig Dulmen af Skuffelsen bestilte jeg en Snedker i Allinge til at lave mig en Buffet med et stort Spejl, der kunde afbilde Stuens Personer og Genstande efter det skiftende Lys og minde os om den højeste. Min kære Hustru havde nemlig længe ønsket sig et Dagligstue-Møbel til at gemme Duge, Servietter, Kopper og Tallerkener i under den daglige Husholdning. Paa sin Fødselsdag den 16. Juni 1897 fik hun det Ønske opfyldt.
Med gaven fulgte et Kort, hvorpaa jeg havde skrevet følgende lille Digt til hende:
Til Lykke med din Fødselsdag!
og Tak for Aaret, som er svundet!
Gid dertil Herrens Velbehag
fremdeles gror i Troen bundet!
Naturen hædrer denne Dag
med Højtidsglans paa Mark og Enge;
Der folder ud sit grønne Flag
og lader Blomsterkranse hænge.
Saa vilde jeg og gerne med
Dig glæde lidt med dette Stykke.
Gid det dig spare nogle Fjed
Og smykke hjem og fremme lykke!
Dog først og sidst vi takker ham,
som end er alle Gavers giver,
at ingen jordisk Glans og Bram
skal hindre, at vi hos ham bliver.
Lad Spejlet være Billed paa
Guds Værk, hvori han selv spejler,
at vore Hjerter bære maa
et Guddomspræg, som aldrig fejler!
Der skete imidlertid saa meget andet, som gjorde, at baade mit og min Hustrus Liv indtraadte i helt nye Forhold og Virkemaader.
Lærer, Regnskabsfører og Missionær.
(1897 – 1903)
Noget af det, der hjalp til at ændre baade mit og min Hustrus Syn paa Mennesker, var den Kritik, der fra en vis Side blev fremført mod mit Brugsforenings Regnskab, som var grundigt revideret og godkendt af regnskabskyndige Mænd. At Kritikken var ganske uberettiget, viste sig ved, at Foreningens Medlemmer lod mig føre Regnskabet hele min Lærertid i Tejn.
I Sommeren 1897 fik vi en ny i Brugsforeningsbygningen, og om Efteraaret en ny uddeler ved Navn Frank Hansen, som blev godt tilfreds med min Regnskabsføring.
Vi havde imidlertid ogsaa faaet ny Præst, Ernst Lund, der tog det baade i Kirke og Skole paa en anden Maade end hans Forgænger Friis Hansen. Før havde der gaaet Ry om Tejn Skole, at den stod højest af alle Pastoratets Skoler med hensyn til Børneundervisning, men under den ny Præst tog det sig ud, som Børnene i Tejn havde lært for lidt. Jeg prøvede da atter at forlænge Skoletiden for at faa flere Kundskaber proppet i mine Elever; men jeg mærkede ingen gavnlige Følger deraf. Jeg kom bare til at føle mig mere træt og ked af det; og Børnene gjorde det samme.
Jeg var i det hele taget meget nervøs og sygelig i den Tid, og det havde vel ogsaa andre Aarsager. Før Pastor Friis Hansen forlod Olsker-Allinge Pastorat, havde han tilskyndet de troende dersteds til at være nidkære Kristne og vidne om deres Frelser ved hver Lejlighed; og baade min Hustru og jeg søgte at efterkomme de Raad.
Vi vidnede om den modtagne Naade baade overfor vor Familie og blandt vore Sognebørn; og det vakte ikke saa lidt opsigt. Somme tog vel imod vore Vidnesbyrd; men der var ogsaa nogle, som søgte at bremse os og gøre os fortræd.
Under det stræbte vi af al Magt efter at leve et helligt Liv. Men det lykkedes ikke. Jeg mærkede ofte onde Tanker og Tilbøjeligheder i mit Kød, som vilde give sig Udslag i Ord og Handlinger, saa jeg maatte sige som Apostlen Paulus: ”Jeg elendige Menneske, hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme.” (Rom. 7,24).
I Sommeren 97 var Pastor Tranbergs Enke paa Bornholm og holdt kristelige Møder. Hun boede en nat hos os i Tejn Skole og talte ude i den fri Natur om de 3 stadier i en Kristens Liv: Det tvivlende, det hvilende og det smilende. Man maatte ved Kristi Opstandelses Kraft kunne naa at komme til det sidste, saa vore ansigter lyste, vore Hjem blomstrede og vore Børn satte en ære i at følge Jesus, sagde hun, og alt det lagde jeg mig paa Sinde.
Pastor Friis Hansen, Pastor Obel og flere Missionærer var ogsaa herovre og prækede for os i den Tid; og efter Opfordring fra de vakte i Tejn skrev jeg en lille Adresse til førstnævnte og hans Familie med Tak for den Nidkærhed og Opofrelse for Herrens Sag, de havde udvist i de 7 Aar, de havde været Præstefolk i Olsker-Allinge Pastorat. Ja, de fik ogsaa en lille Mindegave fra Olsker og Tejn.
Og der skete mere baade sørgeligt og glædeligt. Vi Lærerfolk holdt to Geder for at skaffe Mælk til vor Husholdning. De stod tøjrede paa Græsskrænterne ved Bækken; og en Aften sidst i September, da jeg gik ned for at hente dem hjem, blev jeg Vidne til det uhyggelige, at en kendt Mand havde utugtig omgang med den ene. Men idet jeg tiltalte ham, rejste han sig op og stak i hastigt løb ad Skoven til. Næste Dag, da jeg gik hen til ham i hans Hus og foreholdt ham hans Synd, nægtede han det hele og vilde ikke høre min Omvendelsestale. Overfor Øvrigheden vilde han heller ikke tilstaa sin Ugerning, men forlangte endogsaa en Pengebøde af mig for ubeføjet Anklage. Den vilde jeg ikke betale; og efter nærmere Undersøgelse af Sagen slap jeg ogsaa fri for det.
Flere kristenfjendske Mennesker paaførte mig i den tid uberettigede Politi- og Skolesager, som mange snakkede om og morede sig over; og det voldte baade mig og min Hustru svære Lidelser. Men de kristelig vakte Tejnboere forstod os og betragtede os som Venner og Trosfæller. Derfor sluttede vi os nærmere til dem og holdt Vækkelsesmøder sammen med dem i Tejn Skole. Jeg lavede to lange Bænke og satte ved Bagvæggen som Tilhørersæde; og min Kone fyrede i Skolens Kakkelovn og tændte Lamperne derude.
Der indfandt sig ofte en ret stor Forsamling til de Aftenmøder. Vi begyndte altid med en Bøn og en god Salme, saasom: ”Op, alle Folk paa denne jord Guds Kærlighed at kende” osv. Dernæst talte jeg lidt, mindede bl.a. om, at en Kvinde for nylig havde bekendt, at hun havde Spirer i sig til alle slags Synder. Saadan var det med os alle. De onde Spirer kunde vi ikke selv skille os af med. De skød ofte frem i syndige Tanker, Ord og Gerninger. Derfor maatte vi ty til Gud, der havde sendt sin Søn Kristus, som havde overvundet Syndens og Dødens og Djævelens Magt og ved Helligaanden vilde virke et nyt Liv i os. I Samklang hermed vidnede flere Tejnboere; og var ny Uddeler Frank Hansen, som var en kæk og glad Kristen, spillede paa vort Stueorgel, som vi havde baaret ind i Skolestuen. Det hjalp ogsaa verdslige Mennesker til at vaagne op fra deres Sløvhed.
At Tilhørerne var bleven aandelig paavirket disse Aftener kunde vi se paa deres lysere Øjne og mærke det paa de varme Haandtryk og hjertelige Afskedshilsner til os, der ledede Møderne.
Tejn Skolestue var dog ikke noget passende Rum til at holde Missionsmøder i. Der var for lidt Plads, og Børnebænkene var for ubekvemme for voksne Mennesker. Lidt ind i det nye Aar (1898) foreslog jeg derfor, at vi skulde bygge et rigtigt Missionshus, hvad Vennerne straks gik med paa.
Jeg henvendte mig derefter til nogle kirkelig sindede Velhavere om Hjælp og Støtte til nævnte Foretagende, hvad de ogsaa var villige til. Tre af dem gav hver et Hundrede Kroner dertil, jeg et halvt hundrede, andre mindre Summer, og en Avlsbruger i Tejn skænkede et passen Jordstykke til at bygge Missionshuset paa. Det syntes altsaa at være en Sag, som den Højeste gerne vilde have fremmet.
Mærkeligt nok fik jeg ogsaa se et skønt Himmelsyn i den Tid.
Da jeg den 14.3.98 havde gaaet en Aftentid og var paa Hjemvejen mod Skolen, saa jeg nogle skønne flammende Nordlys, baade vandrette Striber noget over Kimingen og lodrette ditto opad mod Zenit, saa det hele dannede et mægtigt lysende Kors paa det store Hvælv. Jeg studsede og vidste næppe, om jeg turde tro mine egne Øjne. Det forekom mig, at det maaske var Menneskesønnens Tegn, som Jesus havde sagt, engang skulde vise sig paa Himlen (Math. 24,30). Jeg talte om det til min kære Hustru, og det hjalp os til at holde Modet oppe, naar Verdensmennesker vilde os noget ondt.
Et Par Uger efter det lyse Himmeltegn kom en stærk Snestorm, der satte Østersøen i Oprør, saa Fiskerne havde meget svært ved at bjærge sig. Tre Tejn Baade med to unge Mænd i hver blev borte i Havet, mens de paagældende Familier gik i stor Spænding og ventede paa dem. Da de udeblevne Fiskere ikke kom, kunde jeg ikke andet end gaa til deres Forældre og trøste dem med Herrens Ord. Følgende Søndag holdt jeg et Møde paa Tejn Skole, hvor jeg under stor Bevægelse talte Vækkelses- og Trøsteord til Fiskerlejets Befolkning.
I det samme Foraar var jeg ogsaa i Rønne og Knudsker, hvor jeg holdt smaa Vækkelsesmøder. Ved samme lejlighed talte jeg en Del med N. C. Hansen, Andenpræst i Rønne, og H. Møller, Enepræst i Vestermarie.
I den Tid holdt jeg flere Møder for at hjælpe Mennesker til en levende Tro. Jeg brugte dog ikke de sædvanlige Indre Missions Talemaader med direkte Spørgsmaal: ”Er du omvendt og frelst? eller gaar du paa Fortabelsens Vej?” Jeg læste blot nogle Bibelord op og udlagde dem saa godt, jeg kunde, for Tilhørerne og lod Gud besørge Virkningen deraf. Og til min Glæde fik jeg siden høre, at nogle tvivlende Mennesker havde faaet Hjertefred efter mine Vidnesbyrd.
Den 10. juni 98 kørte jeg med Hustru, Børn og Svigerforældre en dejlig Tur ad Rønne-Kanten til. I Nordskoven gjorde vi holdt, nød nogle Forfriskninger og saa den gamle Vandmølle. Sigurd var nær kommen til Ulykke dér; men det gik dog godt. I Rønne forlod min Hustrus Forældre os for at se til nogle derværende Børn, mens vi andre kørte til Knuds Kirke og overværede min Søster Maries Bryllup med Gaardejer Mads Nielsen fra Vestergaard i Østerlars. Jeg havde i den Anledning skrevet følgende Sang, som blev sunget paa melodien: ”Dejlig er Jorden”.
Tiderne svinder,
nye oprinder,
Roser gror frem paa andres Grav.
Bristede Drømme,
Længsler saa ømme
stiger af Sorgers mørke Hav
Sommeren fejres,
Aksene vejres,
Blomsterne aander
Livets Lyst.
Mand og Mandinde
festligt vil binde
Kranse af Roser Bryst ved Bryst.
Menneskelivet
Herren har givet
Kærlighedstrangen mellem to;
Hvor man gik ene
tungt mellem Stene
bygged’ de tvende Vej og Bro
Livet beriges
Løndomme siges
der, hvor de tvende blev til ét.
Alt for den anden,
Kvinde som Manden –
Kærlighed siger: ”Mit er dit.”
Livet herneden
savned dog Freden
endte i Tomheds Gru og Kval,
blev ej vor første
Brudgom den største,
han, som steg ned fra Himmelsal.
Dyrt han jer købte –
da han jer døbte,
kom han jer nær gennem Barnetro.
Kan I vel nænne
Ryggen at vende
Herren som selv vil hos jer bo.
Han vil jer tvætte,
Synderne slette,
Skænke jer Bryllupsklædning fin,
Vejen jer lære,
Byrderne bære,
daglig forvandle Vand til Vin.
Blev han jer første
og eders største,
Hjertets fortrolige elskte Skat,
da gennem Sorgen
Glæden forborgen
Fyldte jert Hjerte Dag og Nat.
Tiderne skrider,
Dagene glider.
Herren skal hente svært min Brud.
Kom da I tvende
Bøn vil vi sende
for eders pagt til Himlens Gud.
I Hjemmet hos min Broder Laurits i Kærby var vi derefter med til en skøn Familiefest.
Det paatænkte Missionshus i Tejn blev omsider en Virkelighed – rejst med en Grundmur, Tegltag, Vinduesindfatninger af Jern og to Indgangsdøre; og det blev indviet af Pastor Friis Hansen den 11. juli 1898 overfor en stor Forsamling af Omegnens Folk, der begærligt lyttede til Præstens Tale; og efter den Dag blev jeg fri for at overlade Tejn Skolestue til Prækemøder; men jeg blev alligevel ved en Tid endnu at holde Smaataler, naar og hvor det tiltrængtes.
Lederen af Indre Mission paa Bornholm, Pastor N. C. Hansen fik mig til at holde nogle Søndagsmøder rundt over paa vor skønne Klippeø; men jeg mærkede snart, at det var mere, end jeg kunde magte. Lærergerningen de søgne Dage tog mine bedste Kræfter, saa jeg trængte som oftest til blot at hvile om Søndagen.
I Sommeren 98 fik jeg bevilget et Feriekursus i Havebrug hos Stephan Nyland, Vilvorde. Blandt Kursusdeltagerne var flere Lærere foruden mig; og vi søgte jo at faa et Kammeratskab i gang; men det var ikke let. Somme af dem kunde være muntre og komme med Vittigheder, hvad jeg ellers godt kunde lide; men naar det skete i forbindelse med Banden og Misbrug af Guds Navn, kunde jeg ikke være med til at le af det morsomme. Jeg følte mig derfor tit som en Spurv i Tranedans. Éen gang foreslog jeg, at vi skulde begynde vor Dagsgerning med Bøn til Gud ligesom hjemme i Skolen; men det kunde jeg ikke faa mine Kolleger med til.
Det var ellers et fornøjeligt Kursus. Vi lærte meget om Behandling af Planter og Havesager; og om Søndagen gjorde vi Udflugter i Omegnen og lærte deraf. Forstander Nyeland lod ogsaa kendte og berømte Mænd komme og hilse paa os. Blandt disse var Forfatter Carit Etlar og Zakarias Nielsen, ja selve Prins Cristian (den nuværende konge) kom ogsaa en Dag og hilste paa os. Han tog flere af os i Haanden og var meget venlig mod os.
Havebrugskurset var begyndt sidst i Juli, før Tejn Skole havde Ferie, hvorfor min Kone atter maatte vikariere for mig en Uges Tid. Vi havde jo Tjenestepige, saa det lod sig gøre. Men vore ældste Børn Dagny og Sigurd savnede mig og spurgte Moder ud om, hvor jeg var henne. Sidst i Kursustiden fik jeg min Vikar til at rejse over til mig i Hovedstaden, hvor vi fulgtes nogle Dage og besøgte Pastor Friis Hansen og andre Trosfæller, som havde gæstet os i Tejn; og derefter drog vi atter hjem til vore Børn og vor Gerning.
Eftersom vi ventede flere smaa, havde jeg maattet søge Sogneraadet om hjælp om Hjælp til Opsætning af et lille Kammer paa Loftet; og da det var færdigt, fødte min Hustru atter et velskabt Barn til Verden, en lille Dreng, som vi i Daaben lod kalde Ejnar (den djærve, enestaaende). Som Mellemnavn fik han ogsaa Karl efter sin Fader og Kristian efter sin Moder; og han blev en meget flink og begavet Dreng.
Den følgende Vinter holdt jeg næsten ingen Missionsmøder. Jeg syntes, jeg blev mere og mere aandelig Tom ved at præke saa meget, og at mine Tilhørere blev ved at være uselvstændige Mennesker. Deres Trosliv voksede ikke, naar de altid skulde have deres aandelige Føde tygget til sig. I den Henseende fandt jeg, at de grundtvigske Kristne var videre end Indre Missions. De læste megen Literatur og Historie og tænkte over Tilværelsens Problemer.
Men paa den anden Side syntes jeg, at Grundtvigianerne var for lidt hjemme i deres Bibel. Trosbekendelsen og Fadervor gav ikke Lys nok over Kristendommens Indhold.
Jeg vidste knap, hvilken kirkelig Retning jeg skulde slutte mig til. Min Hustru befandt sig forholdsvis bedre i vort lille Missionssamfund. Hun kom engang imellem til Syforeningens Møder, hvor hun og hendes jævnlige fik Lejlighed til at udtale sig for hverandre.
De ny Uddelerfolk i Tejn Brugsforening var gode og glade Kristne, som vi ofte kom sammen med i den Tid. De havde to Børn i Alder med vore to ældste. De legede tit sammen om Dagen; og vi Forældre underholdt os med hinanden enkelte Aftener, naar Børnene var i Seng. Medens Konerne beskæftigede sig med et lille Haandarbejde og Frank Hansen røg en lille Pibe, læste jeg højt af gode Bøger, saasom Zakarias Nielsen: ”Maagen”, Selma Lagerlöfs ”Kristuslegender”, Stubkjærs ”Oplevelser” og flere; og vi sluttede gerne Sammenkomsten med en god kristelig Sang.
Disse Aftenmøder var ikke velseet af alle Indre Missions Venner i Tejn, men det gik dog uden større Rivninger
Eftersom jeg mere og mere skønnede, at Tobaksrygning skadede baade mine Nerver og mit Trosliv, aflagde jeg den og flere Nydelser ved Aarhundredskiftet. I stedet for skrev jeg i Fritiden nogle oplysende Artikler til Blade og Aviser.
Jeg tænkte en Tid, at jeg maaske passede bedre til at være Lærer et andet Sted, hvorfor jeg søgte andre og større Embeder, men det lykkedes mig ikke at faa noget. Jeg havde altsaa at blive i Tejn og bruge mine Evner og Kræfter dér paa bedste Maade.
For at lette Skolebørnene Tilegnelsen af det danske Skriftsprog udgav jeg i Aaret 1900 en ”Kortfattet Sproglære for Folkeskolen” Hvor mange Steder den blev indført, ved jeg ikke: men jeg selv brugte Apparatet i Tejn.
I den Tid prøvede jeg ogsaa at danne et lille Sangkor og lære unge Mennesker at synge nogle tostemmige Sange, men det gik ikke længe. Jeg var vel baade for lidt musikalsk begavet og havde for ringe Uddannelse i Tonekunsten.
De fleste Indre Missions Venner i Tejn ønskede, at der ligesom andre Steder blev holdt Søndagsskole, hvor deres Børn kunde blive oplært i sand Kristendom. Jeg, som til daglig søgte at gøre Religionsundervisningen saa god som muligt, holdt først paa, at det var unødvendigt ogsaa at holde Skole om Søndagen her i tejn. Skulde der gøres noget ekstra i den Retning, mente jeg, Forældrene selv burde indføre det. Dette mente mine trosfæller i Tejn ogsaa, men de vilde gøre det i Missionshuset, saa Børn fra ”vantro Hjem” ogsaa kunde høre Guds Ord og blive vakte. De Argumenter turde jeg ikke modstaa.
Der blev altsaa oprettet en Søndagsskole i Tejn med nogle af Stedets Fiskere som Lærere; og min Kone og jeg sendte ogsaa vore ældste Børn derhen. Men de syntes ikke at befinde sig vel ved den Undervisning, som bødes dem der. – Det endte derfor med, at min Hustru og jeg beholdt vore Børn hjemme og selv tog os af deres Opdragelse til Kristendom.
En Dag fortalte en af Søndagsskolelærerne mig, at uagtet de i Andagtstimen havde formanet Børnene til at være lydige og ikke gøre som Eva, der tvært imod Guds Bud havde taget et Æble af Kundskabstræet, saa havde det første, deres smaa Elever havde gjort efter Søndagsskoletimen, været at løbe hen i Naboens Have og stjæle Æbler. Det fandt han jo, var et grelt Eksempel paa, hvorledes de syndige Lyster lurer i os alle og giver sig Udslag her og der; og jeg kunde jo ikke andet end at holde med ham i det Stykke.
Jeg fortalte stundom belærende Historier for vore egne Børn og fik derved Skøn over det aandelige Stade, de stod paa. Under det mærkede jeg ogsaa lidt Paavirkning fra Søndagsskolen.
Da jeg den 2den Paaskedag 1900 havde fortalt dem lidt om Frithjof Nansens Rejser til Øer og Lande ved Nordpolen, spurgte var 4½ Aar gamle Søn Sigurd:
”Hvem raader over Landene?”
Jeg: ”Det gør jo egentlig Gud i Himlen.”
Sigurd: ”Ja, men hvem raader her paa Jorden?”
Jeg: ”Det gør som oftest en Konge.”
Dagny, som da var 7½ Aar, tilføjer: ”Og Politiet.”
Jeg: ”Ja, Politiet hjælper Kongen med at holde Orden i Landet.”
Sigurd: ”Raader Kongen i alle Lande?”
Dagny: ”Nej den danske Konge raader kun i Danmark.”
Jeg: ”Ja, og den græske Konge i Grækenland og den belgiske i Belgien osv.”
Sigurd: ”Hvorfor skal Kongen raade i Landet?”
Jeg: ”Jo, for ellers vilde de onde Mennesker gøre megen Fortræd, slaa Folk ihjel og stjæle.”
Sigurd: ”Kan de ikke stjæle og saa rejse væk?”
Dagny: ”Nej saa telegraferer man efter dem.”
Jeg: ”Ja, de bliver som oftest grebne og straffet.”
Sigurd: ”Men de kunde jo drukne sig.”
Dagny: ”Nej, saa gik de til Djævelen og lige i Helvede.”
Jeg: ”Ja, det var det værste, der kunde ske.”
Sigurd: ”Men hvis nogen bare stjal en Haandful Kul, gjorde det noget?”
Jeg: ”Ja, vi maa ikke tage noget, som ikke er vor eget.”
Sigurd: ”Er det ogsaa Synd, naar troende Mennesker stjæler?”
Dagny: ”Troende Mennesker vil da ikke stjæle.”
Jeg: ”Nej, det vil de ikke, for de ved, at det er imod Guds Bud. Men hvis de forløber sig eller gør noget, som de først bagefter faar vide, er Synd, saa maa de bede Gud om Forladelse; og den faar de ogsaa for Jesu Skyld.”
Lignende Samtaler førte jeg af og til med de ældste Børn; og de to yngste, som vel hørte derpaa uden at forstaa meget deraf, maatte jeg underholde paa anden Maade med lidt Spøg og lidt Alvor.
Ragnhild, som da var en 3-4 Aars Pige, kunde ofte more sig med at lege lidt for sig selv og ridse smaa Streger paa Gangstier i Haven. Dér saa hun en dag en Ørentvist; og eftersom hun havde hørt noget om, at den slags Dyr kunde gøre Mennesker fortræd, raabte hun til vor Tjenestepige:
”Marie, træde den Fjest, for jeg tør ikke!”
Vor 1½ Aar gamle Ejnar kom ofte ud til mig i Haven og saa paa mit Arbejde dér. En Dag kom han og sagde nok saa troskyldigt:
”Far, jeg er din Dreng!”
”Ja, det er du rigtignok, kære Ejnar,” svarede jeg. Men kan du saa ogsaa gaa ind og sige til Mor, at du er Mors Dreng.”
Og straks trippede han ind og gav hende den Tillidshilsen.
Min Hustru var imidlertid bleven noget svækket vel nærmest som Følge af mine Konflikter med Modstandere af forskellig Slags. Det virkede paa hende, saa hun i Foraaret 1900 aborterede; og jeg maatte gaa op til Ols Kirkegaard med det ufuldbaarne døde Foster og begrave det der. Baade dets Moder og jeg, som var dets Fader, kunde dog ikke glemme, at det var et Barn, som Gud havde givet Liv; og vi maatte tro, at dets Sjæl kom til Himlen, uagtet det ikke var bleven døbt.
Vore paa Jorden levende Børn artede sig som Regel ret godt. Da Sigurd en Dag havde hørt noget om en meget vakkelvorn Person, ytrede han:
”Naar jeg bliver stor, saa vil jeg være en Mand.”
De ord glædede mig; og i Aaret 1901 skrev jeg en lille Bog til Vejledning for unge Mennesker, der har Fremtiden for sig og ikke ret ved, hvad de vil. Under Billedet af en Sejlads gennem Verdenshavet søgte jeg at skildre de Farer, Vanskeligheder og Glæder, der venter de Unge, naar de er konfirmeret og selv skal lave sig en Vej gennem Livet. Da jeg havde faaet Manuskriptet færdigt, sendte jeg det til Indre Missions daværende Formand Vilhelm Beck, som læste det og gav det en god Anbefaling. Derefter sendte jeg det til Em. Langhoffs Forlag, som paatog sig Udgivelsen af det som Bog og gav mig et lille Honorar. Bogen blev paa 80 sider og udkom i Begyndelsen af Aaret 1902 under Navn af ”De unges Bog” eller ”Rejsen til det forjættede Land” og havde Forfattermærket ”Intimus”
Ikke længe efter udkom flere Ungdomsbøger, saasom Olfert Ricard: ”Ungdomsliv” og Skovgaard Petersen: ”Ungdommens Bog”, der snart tog Glansen fra min lille Pjece. Senere har jeg ogsaa selv skønnet, at den var meget mangelfuld baade i Indhold og Fremstilling. – Nu vilde jeg ikke have skrevet den saaledes.
Slutningen – et lille Digt – turde jeg maaske gengive her:
Mod Evigheds-Landet.
Ustandselig vælder Tidens Strøm;
Vi vugges derpaa og følger,
Mens mangen en fager Ungdomsdrøm
forsvinder i Hvirvelbølger.
Vi drives af Sted med sælsom Magt
i Strømninger mangelunde;
og den, som glemmer at staa paa Vagt,
kan lettelig gaa til Grunde.
Men følger vi Strømmen, der Retning har
mod Evigheds-Ungdomslandet,
det er, som usynlige Hænder bar
og frelste os over Vandet.
Da bliver os hvert et Bølgeslag
et Fremad, naar vi maa segne;
og Glimt i det graa af en sollys Dag
vi møder fra hine Egne.
Paa Grund af mine Konflikter med nogle Folk og særlig ved min anstrengende Lærergerning i Tejn Skole blev jeg ofte saa træt, at jeg maatte ligge alene i et lille Hjørnekammer for at faa lidt sovet. Jeg skulde nemlig undervise omtrent 80 Børn fordelte i kun to Klasser, saa det blev ikke let at hjælpe hver Menneskespire til aandelig Vækst og Blomstring efter det Standounkt den stod paa. Jeg foreslog Olsker Sogneraad at oprette en Forskole ved siden af mit Lærerembede. Men det var der ikke Raad til den Gang. Den er først kommen adskillige Aar senere.
Jeg maatte altsaa blive ved under de nævnte Forhold, og i Bekymring for de mig betroede Børn skrev jeg sidst i Maj 1902 følgende tre Vers:
En Blomst, som bliver krammet
af haarde gridske Hænder,
ej bliver rank og stammet,
naar Solen paa den brænder.
En Blomst, som bliver knækket,
vil miste Duft og Farve;
naar Stænglen er brækket,
den kan ej Livet arve.
En Blomst, som bliver plukket,
vil alt for tidlig visne;
og under Længselssukket
den maa i Natten isne.
Vi oplevede alligevel en meget skøn Juleaften i vort Hjem det nævnte Aar. Efter Juletræssangene kom Gaverne frem. Vore Smaapiger fik hver en pæn Dukke i hvid Kjole med lyserøde Baand, som de var meget glade for. Vor ældste søn, Sigurd, fik en slags Pistol at skyde til Maals med; og den yngste, Ejnar, fik en Gyngehest at ride paa. Den blev han saa glad ved, at han udbrød: ”Det var en rigtig Jul. – Jeg fik en Gyngehest.” Og da han kom i Seng, sagde han: ”Min lille Hest blev væk en Nat, men saadan en stor Gyngehest kan vel ikke blive væk. Den kan jeg ride paa altid, til jeg bliver stor, til jeg dør.”
”Kan du saa sige Gud pænt Tak for din Julegave!” sagde jeg.
”Er det ham, der har givet mig den?” spurgte han.
”Ja, jeg har faaet den af den gode Gud.” forklarede jeg.
”Og saa har du givet mig den,” føjede han gladelig til.
Jeg maatte jo af og til præke lidt i Tejn Missionshus, hvor troende Kristne fra den egn ofte kom som Tilhørere. Nogle af dem førte ogsaa Ordet i disse Forsamlinger. Men da de saavelsom tilrejsende Prædikanter altid brugte samme Udtryk og Talemaader, talte jeg en Dag om, hvor vigtigt det var at udvikle alle de Evner, Gud givet os. Vi skulle ikke blot lave Samfund med hverandre og synge sammen som en Flok Stære. Vi skulle ogsaa lære at bede og synge enkeltvis som Lærken, der, som Chr. Richardt siger: ”gaar den lige vej fra Jord til Himmel.” Og nogle af de troende Venner i Tejn forstod mig godt.
Derimod blev jeg tit aalet og skoset af Verdensmennesker; og det gik ud over baade mit og min Kones Helbred. Hun blev svagelig og aborterede yderligere to Gange i de Aar. Og jeg var stadig nervesvag.
Under de Omstændigheder troede jeg, at et eetaarigt Kursus i København kunne gøre godt. Hele Familien vilde komme ind i ny Forhold; og jeg kunde faa øget mine Kundskaber. Jeg greb altsaa til at skrive en Ansøgning til Ministeriet om at faa et Eetaars Kursus for Lærere og gik op til min Sognepræst, E. Lund, og bad ham anbefale den; og til min Glæde skrev han følgende Ord paa det vigtige Papir:
”Ansøgeren er et alvorligt og samvittighedsfuldt Menneske, pligttro i sin Skolegerning, men med en stærk Trang til at udvide sine Kundskaber og naa videre frem. Han vil sikkert udvise stor Ihærdighed som Kursusdeltager og høste virkeligt Udbytte deraf for sig selv og Skolen. Ingen nærliggende Sandsynlighed for Forflytning.”
Da jeg havde faaet den Anbefaling og sendt Ansøgningen, maatte jeg paa Knæ og takke Gud for hans store Naade imod mig. Men jeg gik alligevel en Tid meget spændt paa det endelige Resultat.
Den 25. Februar 1903 fik jeg Brev fra min Svoger, Kommunelærer J. Chr. Thandrup, om, at han havde været oppe hos Professor Olrik og anbefalet mig, som Kursusdeltager; og det var godt, at han gjorde det, for min Ansøgning var allerede lagt til side.
Den 18. Marts samme Aar fik jeg atter Brev fra min Svoger; og det gik ud paa, at der var bevilget mig 400 Kr. til et eetaarigt kursus i Dansk, Engelsk og lidt Historie; og dermed var det første Aar af min og min Families Fremtid bestemt. Vi havde altsaa blot at tilrettelægge en Flytning til Hovedstaden.
Jeg søgte først efter en Vikar til at besørge min Lærergerning og fik snart en Seminarist ved navn Johannes Sørensen til det Hverv og Pigen Annine Pedersen til at holde Hus for ham imens. Min Regnskabsførergerning blev overtaget af den tidligere omtalte Uddeler Frank Hansen.
Dernæst skulle vi have en stor Del af vore Køkkensager, Linned, Sengetøj og Gangklæder m.m. pakket sammen i Skabe, Kasser og Kufferter, ordne nogle Møbler og et Orgel og faa det hele med Vogn til Rønne og derfra med Damper til København; og vi 6 Mennesker skulde samme Vej.
Endelig en af de sidste Dage i August fik vi Bohavet læsset paa en Fragtvogn til Rønne. Min Kone og vore 4 Børn blev befordrede i en anden Vogn. Jeg kørte bagefter paa min Cykel; og nu begyndte atter et nyt Afsnit af mit Livs Historie.
Kursusdeltager og atter Lærer og Regnskabsfører i Tejn
(1903-1912)
Ankomne til København fik vi straks en Fragtmand til at køre vore Sager til en god Lejlighed i Olsensgade hos min svoger J. Chr. Thandrup, hvor vi altsaa skulde bo en Tid. Vi fik nogle pæne Værelser at dvæle i, naar der var Stunder til det. Men det blev der for resten ikke ret ofte. De 3 ældste af vore Børn blev straks indmeldt i Randersgades Kommuneskole, hvor de skulde søge hen hver Dag; og min Kone fik vældigt travlt i Køkkenet. Foruden at fodre os 6 Mennesker skulde hun ogsaa lave Mad til min Svoger og hans Kæreste samt hans Broder Hans, der ogsaa studerede i København. Vor yngste Søn, Ejnar, som kun var 5 Aar gammel, blev dog hele tiden hjemme hos sin Moder; men den Hjælp han kunde yde hende, var endnu kun ringe.
Jeg, som var Aarsag til hele den Anstalt, maatte jo ogsaa gaa i Skole hver Dag henad Klokken 10. Til at begynde med deltog jeg i al den Undervisning, der bødes mig – baade i Dansk, Engelsk, Historie og Samfundslære. Men det viste sig snart, at jeg var for nervesvækket til at kunde følge med i alle de Fag. Jeg maatte opgive Engelsk og blot deltage i de andre Læretimer.
Nogle af de vigtigste var de, vi havde hos Dr. Vilhelm Andersen. Han forstod at fremdrage og pointere det vigtigste baade af Eddaer, Sagaer og Folkeviser, saa det blev en fornøjelse at høre paa. Reformationstidens Salmedigtning søgte han ogsaa at gøre interessant; men jeg savnede en Udlægning efter de Principper, jeg var vant til at høre. Bedst synes jeg, han var under Gennemgang og Oplæsning af Holbergs og Hastrups Komedier. Dér tyktes jeg, hans Humør og Vid rigtig kom til at spille. Vi lærere, som da var dumme Elever, maatte tit le højt under alt det. Ogsaa andre Forfatteres Liv og Værker fik vi ved Hr. Doktor Andersen godt begreb om. Men naar han kom med brandesianske Vittigheder, holdt jeg igen paa Bifaldet.
En anden af vore Dansklærere var B. T, Dahl. Han fremhævede stærkt, at man under Stilskrivning baade skulde lægge vægt paa en smuk Form og et godt Indhold. En Stil skulde altid være præget af Tydelighed, Kraft og Skønhed, saa den ikke kunde misforstaas under Oplæsningen, men virke oplysende attraaede Retning.
En tredje Dansklærer var Ida Falbe-Hansen. Hun havde et fint Øre for Sprogets Ordlyd, hvorfor vi hos hende blev øvet i god Oplæsning af vort Modersmaal. Hendes Timer var ogsaa meget interessante.
Som Lærer i Historie og Samfundskundskab havde vi Dr. P. Munk, den senere saa bekendte Politiker og Arbejder for Folkeforbundet. Vi læste hans Bog om Samfundskundskab; og han gav os mange Oplysninger om danske Love og Anordninger i forhold til andre Lande.
Efter 3-4 Timers Optagethed paa Lærerhøjskolen i Odensegade, gik jeg Hjem til Olsensgade, hvor min Hustru og Ejnar ventede paa os alle med Maden. Og det gjaldt ikke blot ”Dinner”, som som Englænderne kalder Middagsmaaltidet. Der skulde serveres Spisning til 8-9 Personer baade Morgen, Middag og Aften hver Dag; og nogle af de skolesøgende fik desuden Smørrebrødspakker med at fortære paa deres Virkesteder. Det blev snart for meget for min kære Hustru at skaffe til Veje af de Kostpenge, hun fik. Det endte med, at jeg maatte i Byen og se efter en billigere Lejlighed.
Omsider fandt jeg saadan en i Nøjsomhedsvej Anden Sal at flytte ind i midt i November. Atter fik vi travlt med Flytning af vore Sager; og saa skulle det Uheld indtræffe, at Flyttemanden var i beruset Tilstand og væltede med sin Trækvogn, hvorved nogle Syltetøjskrukker og Saftflaske i en Balje gik itu, saa de forskellige Frugtdele blandendes med Glasskaarene i det hele Trækar. Det var en stor Sorg for min omhyggelige Kone. Men sparsommelig, som hun var, pillede hun Glasskaarene fra og samlede de flydende Dele i en stor Krukke at bruge af i vor Husholdning. Vi blev jo kun 6 personer at lave Mad til efter den Dag; og der vankede nu ofte god Sødsuppe af den uheldigt blandede Frugtsaft.
Alt gik nu forholdsvis godt med vor Bolig i den karakteristisk betegnede Gade ”Nøjsomhedsvej”. Vi holdt en meget glædelig Jul dér med et lille Juletræ og smaa Gaver og gled saa lempelig ind i det ny Aar.
Derefter gik vi atter med frisk Mod til vor Gerning. Til Afveksling sad jeg hjemme og læste eller skrev smaa Artikler eller Anmeldelser af ”Skrifter om det gamle Testamente og Bibelkritiken” el.lign. til et Blad.
Mine Stedfortrædere i Tejn var da ved at savne mig. Frank Hansen, som skulde føre Brugsforeningens Regnskab, kunde ikke faa det til at ekse sig rigtigt. Han maatte sende det over til mig i København. Efter at jeg dér havde gennemgaaet det og rettet det, sendte jeg det tilbage; og saa blev det godkendt af de stedlige Revisorer.
Den 5. Marts 1904 samledes vore Lærere med os Elever paa Statens Lærerhøjskole til et lille Gilde, hvor nogle af de sidstnævnte optraadte i Nationaldragter. En islandsk kvindelig Elev mødte i sort Silkekjole og havde sit Haar opsat i mange kunstige Fletninger. Vi blev straks anbragte om lange Borde, hvor vi nød Smørrebrød, Øl og Punch. Som aandeligt Traktement mødte nogle med vittige Smaataler; og der blev sunget muntre Sangvers. Blandt disse var følgende to af mig:
Mel: En Skaal for de blinkende Søernes Baand.
Vi Lavskolens Træsko har smidt i en Krog
og pudset vore Højskole-Støvler.
Vi spiller ”Studenten” med Hawelock og Bog
og dygtigt mellem Timerne vrøvler.
Men er der lidt Feber blandt Studenterne her,
det kommer af de mange, mange Kundskabstræer.
Ingen rækker op
Til Kundskabstræets top;
mange er for smaa.
Ministerfrugt at faa.
Men den, som har Vid, faar dog altid en Bid;
Og ”Eva” deler broderligt med ”Adam”.
Naar Frugten serveres paa Højskolens Bord,
vi smager og higer efter mere;
men Griskheden dukker for Lærerens Ord:
”I lærer nu den Kunst at preservere!”
Og derfor til Fest blandt Studenterne her
vi holder os til hyggelige Pæretræer.
Pæren er en frugt,
som Dansken tit har brugt.
Glider den end let,
den gør ej nogen mæt.
Under Festsanges Brus den gør Hjerterne Dus
og Maven til Dagligkost kapabel.
Bagefter dansedes der i muntre Svingomer, som jeg ikke kunde deltage i, da min Kone ikke var med. Jeg saa blot paa de dansende og morede mig over deres Krumspring og vittige Udbrud, som lød gennem Salen.
Den 27. Maj samme Aar fik jeg brev fra min Broder Laurits om, at hans kære Hustru Marie var død af Brystsyge. Han indbød mig til at komme over og følge hende til Jorden. Men det havde jeg ikke Raad til den gang. Jeg nøjedes med at sende ham et trøstende Brev og lovede at besøge ham, naar jeg kom hjem til Bornholm.
Siden gik Kursuset som før. Vi arbejdede det bedste, vi kunde, de søgne Dage; og om Søndagen gik jeg gerne med min Familie i Kirke til Førsttjeneste, medens Eftermiddagen blev benyttet til at se Museer og Kunstsamlinger. Thorvaldsens Museum med de mange skønne Marmorfigurer og Nationalmuseets etnografiske Samling vandt særlig vore Børns Interesse. Det at se, hvordan Folkene gik klædt i de forskellige Lande fandt de saa interessant, at vi matte opholde os længe i den Afdeling. Ogsaa Panoptikon med voksfigurer af kendte Mænd og Kvinder blev grundig efterset.
En Søndag besøgte vi Tivoli, mødte der straks efter Middag og opholdt os der hele Eftermiddagen. Der var meget at se, høre og opleve. Af første slags var Harlekins muntre Komediespil med den klodsede hvidklædte Pjerrot, der altid kom galt af Sted, saa Harlekin vandt Columbine. Endvidere: Undervandsbaaden, der gik Ture i Tivoli-Søen. Vore Smaapiger var med den ene Gang og fik se nogle grumme Fisk og rædsomme Uhyrer, som dog ikke gjorde dem noget. Dernæst kom Luftskibet, der efter Prøver med smaa Balloner gik op med nogle Personer i en Kurv under den store og dreves ad Sverrig til. Under alt det hørte vi Orkestret spille det ene muntre Musikstykke efter det andet. Tilsidst kom et glimrede Fyrværkeri med snurrende Ildhjul og Lyskugler, mens røde Raketter kastedes op i Luften og sprængtes i stykker med mange Knald.
Ofte gik vi lange Ture ad Strandvejen og glædede os over de herlige Omgivelser. Alt hvad der var rart at skue, dvælede vi ved.
Een Gang gik vi ind i en Forretning, hvor forskellige Musikalier var stillet til Skue for voksne. Adgangen var gratis; og Børn maatte ogsaa gaa med, naar de ledsagedes af deres Forældre eller store Søskende. Der var imidlertid nogle fremmede Børn, som saa vor Indtræden og fulgte med os. Men Opsynsmanden havde klare Øjne. Med Udbruddet: ”Hvad skal I Snushaner her?” jog han dem ud i en Fart, saa de maatte forsvinde.
Efter saadanne og flere Oplevelser, rejste vi atter hjem til vort kære Tejn og søgte at tage de Opgaver op, der forelaa. Mine Vikarer havde udført deres Arbejde saa godt de kunde, saa dem kom jeg let overens med. Men der kom snart andre Knuder paa Livstraaden.
Skolebørnene havde i det forløbne Aar faaet Lov til at snakke sammen i Undervisningstimerne; og det gjorde de ogsaa, da jeg kom paa Katedret. Jeg maatte tale meget højt, næsten raabe, for at faa mine Elever til at høre lidt efter, hvad jeg havde at sige. Dette tog atter paa mit Helbred. Det varede ikke længe, før jeg igen kom til at lide af Søvnløshed og andre Nervelidelser.
Brugsforenings Regnskab gik det bedre med. Uddeler Frank Hansen var en god Mand, som det var let at komme ud af det med. Jeg førte nu Regnskabet, ligesom jeg havde gjort før Kursustiden.
Uagtet jeg var svagelig, havde jeg det dog ikke ikke saa slemt som min Broder Hans, der havde faaet en Kræftsvulst i sit ene Ben og derfor maatte tilbringe det meste af Sommertiden paa Sct. Josefs Hospital. Først ved Høsttide begyndte han at komme sig.
Af glædelige Begivenheder i den tid kan nævnes, at Kommunelærer Jens Chr. Thandrup, som havde hjulpet mig til at faa det eetaarige Kursus, blev gift med min Kones Søster Oliva den 30te Sept. 1904. Mine Svigerforældre var da pensionerede Lærerfolk og boede i Rønne, hvor Bryllupsfesten holdtes, og hvor vi Tejn Skole-Folk ogsaa var med og deltog i Lystigheden.
Men næste Foraar kom nogle mørke Dage for os.
En ondsindet Mand med nogle skjulte allierede beskyldte mig for noget slemt, som jeg slet ikke havde gjort. I den Anledning blev der holdt flere Folkemøder i Tejn Skole, hvor jeg forsvarede mig overfor min Angriber; men han vilde ikke tage sine grundløse Beskyldninger tilbage. Jeg blev altsaa nødt til at anlægge Retssag imod ham.
I Begyndelsen af den kom en af Indre Missions gode Mænd og opfordrede os Kamphaner til at slutte Fred eller indgaa Forlig, som det kaldtes. Og det kunde jeg som kristent Menneske ikke andet end gaa med til. Ved det ene af Forhandlingsmøderne havde jeg paa grund af Hjernetræthed brugt nogle uheldige Ord overfor min Modstander. Denne Forløbelse brugte Forligsmanden til Gunst for ham i Forligsformularen saaledes, at da den var offentliggjort i Aviserne morede somme sig over os og sagde, at de kunde ikke se, hvem af os der var den største Skurk; og min Familie og mine Venner syntes, jeg havde sluttet et daarligt Forlig.
I den Tid havde min Kone og jeg haft det meget strengt, kun sovet lidt og søgt at styrke os ved Bøn til Gud og gode Bibelord som: Paulus i Timoth. 3,12: ”Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges”; og Frelserens egne i Math. 5,11-12: ”Salige er I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa min Skyld. Glæder og fryder eder; thi eders Løn skal være stor i Himlen; thi saaledes har de forfulgt Profeterne, som var før eder.”
I de Dage skrev jeg følgende Digt, som straks blev trykt i ”Bornholms Tidende” og senere optaget i min Digtsamling ”Julebilleder”:
Perlemuslingen
En Perlemusling i havet laa
og dannede Perler rene,
som skulde i Kongens Krone staa
og skinne blandt Ædelstene.
Den modtog Lyset i Havets Dyb
og havde sin stille Glæde,
mens jagende Fiske, Krebs og Kryb
blot vilde hinanden æde
Den fik sin Føde og havde Bo
blandt Snegle og Rødkoreller;
men hver Gang der kom en Krebseklo,
den lukkede sine Skaller.
Thi Fisketænder og Krebsekløer
ej bed paa en Panserplade;
og gav en Blæksprutte den Kulør,
det gjorde ingen Skade.
Først da de Krebse i Snegeham
sig rundt om Muslingen smuged,
den lukked sig op saa blid og tam,
imedens den blev udsuged.
Og Blæksprutter var der med paa Spil,
som plumred med Vædsker sorte;
de sudlede Muslingens Indre til,
saa Perlernes Glans blev borte.
Trods modtagen Trøst fra Bibelord og gode Venner blev baade jeg og min kære Hustru meget medtagne af omtalte Sag og Forligshistorie. Jeg maatte holde holde Hjælpelærer hele den følgende Sommer og Efteraar; og min Hustru, der var i ”signede Omstændigheder”, maatte imellem ligge i sengen for at komme over det. Hun var ellers kommen sig godt under Københavnsopholdet. Dette virkede ogsaa endnu, saa hun den 13. juni fødte en lille velskabt Dreng til Verden.
Han lod vi i Daaben kalde Uffe, der betyder Manden. Som Mellemnavne fik han Nielsen efter sin Morfader og Lund efter sin Farmoder; og ham fik snart megen Glæde af.
En af de første Dage i August samme Aar fik jeg vide, at den kære Præst Friis Hansen var død efter et kort Sygeleje paa Sct. Lukas Stiftelsen. Hans sidste Timer havde været særlig skønne under hans stille Hengivenhed i Gud, hed det. Og det Budskab greb mig saa stærkt, at jeg maatte ud ved Skov og Bæk og græde alene under Minderne om hans Kærlighed imod mig.
Den Tid, jeg havde Hjælpelærer, brugte jeg mest til Friluftsture og Havearbejde, for at mine Nerver kunde blive styrkede. Som Stuesyssel havde jeg fremdeles Regnskabet for Brugsforeningen og Læsning af forskellige Bøger som de før omtalte: ”Skrifter om det gamle Testamente og Bibelkritikken;” og jeg anmeldte nogle af disse i ”Bornholms Tidende”. Jeg skrev ogsaa en Artikel om Tejn Baadehavn i den Tid.
Den følgende Vinter besørgede jeg selv hele Skolegerningen; og derefter fik jeg en af mine tidligere Elever ved Navn Anton Kure til som Præparand at hjælpe mig med Undervisningen af de smaa fra hans Hjemby. Det gik meget godt; thi han var en flink og begavet Ungersvend, der hurtigt opfattede, hvad jeg sagde, og gjorde derefter. Det næste Aar kom han paa et Seminarium ovre, hvor han efter 3 Aars Læsetid tog en god Eksamen og blev kort efter Lærer ved Poulsker østre Skole paa Bornholm, hvor han virker endnu.
I Aaret 1906 oplevede jeg flere vigtige Begivenheder. En af de første Augustdage døde min gamle Fader i sit 82ende Aar. Paa ham passede Grundtvigs Ord om, at de, der bliver saa gamle, maa døje en Del. I det sidste Aar havde han været saa aflægs, at han ikke kunde gøre noget Arbejde, ikke engang læse i en Bog, da hans Syn var blevet svækket; men i Tankerne havde han gennemlevet sit tidligere Liv; og Resultatet af det Tankearbejde var blevet, at han følte sig som en Synder og trøstede sig med, at Jesus havde lidt Straffen for alle vore Fejlgreb. Min Hustru og jeg var selvfølgelig henne i Knudsker og fulgte ham til Jorden.
Den 30te Sept. samme Aar fik vi vor ældste Datter, Dagny, konfirmeret og havde i den Anledning samlet de fleste af min Hustrus og min Familie tilligemed Præstens og nogle Venner til en lille Festlighed bag efter. Alle syntes, det var morsomt nu med en Gang at se vor Datter som Voksen i en lang Kjole. Der blev sagt mange muntre Ord om den Ting. Og Pastor Lund roste Dagny for hendes Flid og Fromhed og ønskede, at hun vedblivende maatte være et Lys til Glæde for sine Forældre og andre, hun kom sammen med.
Dette ønske blev ogsaa opfyldt. Som voksen Pige hjalp Dagny sin Moder med forskellig Husgerning og cyklede nu og da med til Rønne og modtog Undervisning i Klaverspil, saa hun kunde glæde os ved lidt Musik; og efter at Anton Kure var rejst, hjalp hun mig med Skolegerningen, saa jeg ikke blev saa træt af den som, naar jeg arbejdede alede. Da jeg efter Ferien 1909 fik den dygtige Seminarist Poulsen til Hjælp, modtog hun Undervisning af ham i Tysk, Engelsk, Fysik og Mathematik og læste selv de lettere Fag, saa hun i Sommeren 1910 rejste over til København og tog en god Mellemskoleeksamen fra Universitetet.
Ogsaa de andre Børn havde vi megen Glæde af.
Sigurd blev konfirmeret i Foraaret 1909, hvorefter vi havde en lignende Festlighed som ved Dagnys Konfirmation. Straks derefter kom han til Rønne og blev Lærling i Bornholms Maskinfabrik. Han fik først Kost og Logi hos min Broder Snedker Hans Kofoed dersteds og senere hos en Enke i samme By.
Ragnhild blev foreløbig hjemme og hjalp sin Moder med Husvæsenet, som hun havde Anlæg for; og Ejnar viste sig tidlig som en begavet og samvittighedsfuld Dreng. Han lærte hurtigt det Pensum, der blev ham anvist i Bøgerne; og en Dag, han havde købt en Knaldpapirsbøsse til en anden Dreng uden at spørge om Lov dertil, kom han bag efter og bad om Forladelse for sin Selvraadighed. Efter Ferien 1909 blev han Elev i Rønne Latinskole og boede sammen med sin Broder.
Uffe, der paa den Tid var 4 Aar, optraadte ogsaa som en opvakt Dreng. Da hans Moder en Dag stod og lavede Frikadellekød, kom han og spurgte meget ivrigt:
”Hvad er det?”
”Det er Fars,” svarede hun; og da min Kone saa stegte Frikadeller af Farsen, troede han jo, at jeg skulde have dem alle sammen.
En anden Dag, da Mor stod og rørte Hvedemelsdej kom han nysgerrigt og spurgte, om det ogsaa var Fars.
”Nej det er til Dej,” svarede hun venligt.
Og da han saa sin Mor bage Æbleskiver af Dejen, hoppede han rundt paa Gulvet og sang:
”I Dag bager Mor Æbleskiver til mig! I Dag bager Mor Æbleskiver til mig!”
En anden Dag kom han ind til mig i Kontoret og sagde:
”Mor har læst i sin Bibel.”
”Ja, det er godt, at hun har det,” svarede jeg; og saa løb den vimse lille Gut glad ud igen.
I de sidst omtalte Aar skrev jeg stundom nogle Bladartikler, bl.a. om Bevarelsen af Bornholms Naturskønhed og Øens Forbliven i dansk Eje, kom derved med til at stifte Foreningen ”Bornholm”, der skulde tjene disse Formaal, skrev ogsaa en 5 Sider lang Skildring af nævnte Ø i ”Danskbogen”, som brugtes til Læsebog i mange Folkeskoler. Endelig skrev jeg Verset om Bornholmernes Frihedskamp mod Svenskerne 1658, som blev indhugget paa Mindestenen ved Hammershus. Det lyder saaledes:
Folket brød sit Fremmedaag
her, hvor Klippen bryder Sø.
Frifødt Æt har fædres Sprog.
End Bornholm er Danmarks Ø.
Jeg havde det saadan, at naar jeg skulde holde Skole, blev jeg nervøs og træt under Arbejdet med de mange uensartede Børn, som tit var meget urolige; men naar jeg kom til at sidde alene i et stille Værelse, kunde jeg godt faa Tankerne samlede om et lille Digterarbejde og udføre det saadan, at det vandt Anerkendelse.
Mens jeg havde Hjælpelærer, udarbejdede jeg ogsaa en lille Lærebog i Religion. Det var min Hensigt, at den skulde fremstilles ved Hjælp af Billeder, Bibelord og Sangvers for derigennem at betegne den treenige Gud: Faderen som Skaber (den billeddannende), Sønnen Jesus som Ordet (den talende) og Helligaanden som Livgiveren (den tonende). Jeg henvendte mig til flere Kunstnere om Bistand dertil; men det lykkedes mig ikke at faa dem med. Jeg maatte arbejde alene med Projektet og kom derved saa vidt, at jeg i Aaret 1910 lod den udkomme med Bibelord og Sangvers under Forfattermærket K. T. og med et anbefalende Forord af Provst Bostrup, Rønne. Det var jo kun et Forsøg. Med min nuværende Udvikling vilde jeg ikke have skrevet den saaledes i alle Dele. Men Grundtanken deri har jeg endnu.
I Hjælpelærertiden sad jeg dog ikke altid inde og skrev. I en af mine Optegnelser staar, at jeg en Dag sidst i November 1909 kom ned i Tejn og saa, hvorledes Byen var Flagsmykket i Anledning af, at man ventede en stor Fiskerkvase ind i den lille Havn. Nogle Fiskere havde købt den i Marstal for 3000 Kr. Det var Hensigten, at den derefter skulde sejle til Hovedstaden med Torsk fra Tejn. Og det ventede man sig meget af. Mange Folk strømmede ned til Havnekajen; og mens Solen skinnede med gyldne Glimt paa de blødt vuggende Bølger, gled det ny Skib langsomt og majestætisk ind i Havnen og blev budt ”Velkommen!” med et højtklingende ”Hurra”.
Man ventede ogsaa en ny Præst i den Tid. Da vi efter et Møde i Tejn Missionshus talte om den Sag, ytrede een:
”Jo, se Mage til Friis Hansen faar vi nu ikke.”
”Nej, hvor skulde vi kunne faa det,” svarede en anden; ”for hans Mage er jo hans efterladte Kone; og hun kan da ikke blive vor Præst.”
Den Replik bragte de tilstedeværende til at le ret hjerteligt. Et lille tilsvarende Træk fra Hjemlivet den Gang skal ogsaa fortælles her.
Jeg læste somme Tider højt for min Kone og de hjemmeværende Børn; og naar jeg var færdig med en Bog, sagde jeg ofte nogle kritiske Ord om den. Da jeg en Aften var kommen igennem J. Blicher Clausens Værk ”Violin”, ytrede jeg: ”Det er en Bog, som vil holde sig længe.”
”Ja, naar der kommer et godt Bind om,” svarede den fireaarige Uffe. Og da maatte vi ogsaa le.
Efter at Dagny havde taget Mellemskoleeksamen, kom hun ind i Rønne Statsskole Gymnasium, hvor hun efter Reglen skulde gaa i 3 Aar. Men da hun var mere udviklet end hendes Kammerater, fik vi det ordnet saaledes, at hun ved Nytaar 1911 blev flyttet over til Lang & Hjorts Kursus i København. Derfra tog hun en pæn Studentereksamen efter halvandet Aars Læsning.
I Slutningen af Aaret 1910 besørgede jeg selv Lærergerningen i Tejn Skole. Men det viste sig da ligesom flere Gange før, at jeg var for nervesvag til at kunne holde det ud i længere Tid. Fra Nytaar 1911 maatte jeg atter have Hjælpelærer. Det blev Seminarist Harald Møller.
Kort før Jul 1910 skrev jeg et Digt, som i det væsentlige saa saaledes ud og stod trykt i ”Bornholms Tidende”:
Søvnløse Nætter.
I lange søvnløse Nætter
man bliver til Alvor stemt,
naar Afmagten Mærke sætter,
som aldrig kan blive glemt.
Naar Dagværket mer end trætter,
og Kvæld bringer ingen Frugt,
forgæves man Lejet retter
og ligger med Øjet lukt.
Forgæves man leder Tanken
i jævne lyse Spor,
naar Hjertet i Trætheds Banken
og ændser Fornuftens Ord.
Mens andre sover sig stærke
med Liv af hvert Aandedrag,
den vaagne kan Døden mærke
og tæller hvert Klokkeslag.
Den blodløse Død har Hvile,
men kun for en Oldingssjæl;
thi den, som vil fremad ile,
undflyer jo Dødens Hæl.
Og Sjælen i Tanken farer
fra tropen til Polen kold
at søge en Hjælp, der sparer
ens Hjerte for Syndens Sold.
Gav Natten kun Lidetimer
og svigted hvert Morgenblund,
det hjælper ej, Klokken kimer:
”Til Dagværket, frisk og sund!”
Og dog kan de Nattekvaler
end bringe en søvnløs Fred,
naar Herren i Hjertet taler
om Gudslivets Herlighed.
Men uagtet slig Søvnløshed ikke berøvede mig Hjertefreden eller Samfundet med Gud, blev det dog en pinlig Situation at leve under. Det var ikke let for mig at komme i Orden som for hin Pige, der ikke kunde sove, fordi en Skælm havde lagt et Pindsvin i hendes Seng. Saasnart hun opdagede Uhyret, stod hun op og fik det fjernet, hvorefter hun atter sov godt. Jeg maatte derimod finde mig i Aarsagen til Ulykken og sove lidt nu og da, naar Søvnen vilde indfinde sig. Det kunde jo ikke være andet, end at min Lærergerning blev røgtet saa som saa i den Tid. Hverken jeg selv eller Skolebørnene eller deres Forældre var tjent med sligt. Derfor blev jeg nødt til at holde Vikar eller hjælpelærer.
Karl Magnus og Kristine med børnene.
I Foraaret 1911 blev vor Datter Ragnhild konfirmeret; og efter Sommerferien kom hun ud til Rønne at bo hos og holde Hus for sine to derværende Brødre i nogle Værelser, som jeg havde leget til det Brug. Derefter var vi kun tre Personer til daglig af Familien paa Tejn Skole. Men om Helligdagene, naar det var godt Vejr, havde vi den Glæde at se vore Rønnebo som Besøgende i deres gamle Hjem.
I den Tid blev der anlagt Jernbane omad Tejn til Allinge. Den skulde ogsaa gaa over den skønne Storedal Nord for Tejn; og for at bevare saa meget som muligt af de maleriske Naturpartier havde jeg med flere talt for, at der skulde bygges en Jernbro over Svælget. Men Sparsommeligheden sejrede over Skønhedsdriften. Jernbanen blev ført over en stor Tilfyldning af Jord mellem de stejle Klippevægge.
Da jeg som nervesvækket Lærer hverken kunde gøre Fyldest i Skole eller Missionshus, besluttede jeg i Samraad med min Hustru at søge Afsked fra Tejn Skole Embedet den 1. januar 1913 for derefter at sætte Bo i Rønne, hvor 3 af vore Børn holdt til.
Sidst i Novbr. 1912 solgte vi en Del overflødigt Bohave ved en offentlig Auktion paa Skolen.
Den 6te Decbr. samme Aar blev der holdt en Afskedsfest for os i Tejn Missionshus til Minde om min 25 Aars Lærerstilling i Olsker – Tejn. En Del af Egnens Folk var samlet til Kaffe med søde Kager til i den Anledning; og Pastor Høyrup med flere holdt gode Taler for os, som jeg takkede for; og der blev sunget nogle kristelige Sange. Til Slut forærede Vennerne mig en pæn Skrivebordsstol at tage med som Minde fra dem.
I Mellemjulen derefter flyttede vi afskedigede Lærerfolk med vore Pakkenelliker til Rønne, hvor vi fik Bolig i et Vimmelskaft-Hus, som jeg havde købt til det Brug. Og dermed kom jeg atter ind i nye Livsvilkaar.
Pensioneret Lærer, Agent og Havemand
1912-
Da jeg med Familie var ankommen til Rønne ved Nytaar 1913, fik jeg snart mærke nye Vanskeligheder. Min Pension udgjorde kun godt 1200 Kr. eller Halvdelen af Tejn Lærerembedets Indtægter. Jeg havde ingen Regnskabsførerløn som i Tejn. Paa det ny erhvervede Hus var en Pantegæld paa 3000 Kr. samt nogle andre Laan.
Vore to ældste Børn (Dagny og Sigurd) læste begge i København, den første til Filosofikum, den anden til Konstruktør. De skulde jo begge underholdes med Klæder, Kost, Bøger og Skolepenge. Den næste i Rækken, Ragnhild, havde en Formiddagsplads i Rønne, hvor hun tjente 5 Kr. om Maaneden; men de to andre, Ejnar og Uffe var begge Skoledisciple I Rønne Statsskole og skulde altsaa ogsaa underholdes. Godt, at min kære Hustru var en sparsommelig og dygtig Husmoder, der forstod at holde Hus med lidt. Ellers havde vi aldrig klaret os igennem det.
Jeg var da for svagelig til at tjene noget ekstra. Mit væsentligste Arbejde bestod i at søge Legater og besørge Korrespondancen med vore fraværende Børn. En Gang imellem gik jeg ind og besøgte Familie og Venner. Jeg mindes saaledes, at jeg en Dag saa ind til den udslidte Jomfru Karen Holm, som i mange Aar havde været Værtinde i Rønne Forsamlingshus og taget sig saa godt af de unge Mennesker, som logerede der. Hun døde sidst paa Sommeren 1913.
Den første Juni samme Aar var vi som sædvanlig budt med til det lille Lærerkonvent, men vore Forhold var saa ringe, at vi maatte melde Forfald den Gang. Senere deltog vi dog atter i den Sammenkomst nogle Gange.
Nævnte Sommer havde vi den Glæde, at vor Datter Dagny opnaaede at tage Filosofikum med Udmærkelse fra Københavns Universitet. Kort efter fik hun et Vikariat ved en Sogneskole i Poulsker en Maaneds Tid, hvor hun tjente sig nogle Kroner; og straks derpaa overtog hun Pladsen som Huslærerinde hos Pastor Ring i Dalbyneder, Jylland.
Jeg gik imidlertid og lugede og vandede i vor lille Have; og under det Arbejde lagde jeg Mærke til et par Svaler, der ofte fløj ind i og ud fra vor overdækkede Gang til Dør og Gaardsplads. De havde stundom Næb og Kløer fulde af Dynd, som de søgte at klistre Rede af paa den ene Væg derinde, men det lykkedes ikke for dem. Materialerne til Reden faldt ned paa Gulvet i den omtalte Gang. Jeg slog da en lille Træhylde op til dem at bygge deres Bolig paa, men de vilde ikke straks benytte den. De forsøgte atter at fæstne Dyndklatter paa den lodrette Stenvæg; og da disse igen drattede ned, satte de sig en Stund og betragtede Ruinerne af deres mislykkede Værk. Først efter megen Smaapippen og Raadslagen tog de imod min Hjælp og benyttede den opslaaede Hylde til at fæstne deres.
Dette træk fra Naturlivet stemte jo med Ordsproget: ”Hjælp dig selv, saa kommer du frem! Stol paa din Nabo, og du faar Skam!” Og jeg tog det som en Mindelse om mine egne Forhold. Jeg havde jo ogsaa længe prøvet at klare mig ved egen Hjælp, før jeg søgte Afsked med Pension. Da denne blev meget lille, maatte jeg af og til bruge lidt af vor Smule Formue for at klare Udgifterne. Den Slags Selvhjælp var dog ikke tilfredsstillende i Længden.
Derfor prøvede jeg i Efteraaret 1913 paa at være Agent for et Forsikringsselskab. Jeg turede omkring baade i Knudsker og Vestermarie og indbød Folk til at tegne sig paa medbragte Blanketter; men det lykkedes mig ikke at faa nogen til ”at hoppe paa den Limpind”. De fleste havde mere Lyst til at snakke om Overtro og fortælle Sansager. Det gav for resten Stødet til, at jeg begyndte at opskrive noget af det hørte og senere gengive det i Blade og Bøger.
Her maa jeg ogsaa meddele lidt om vor Datter Ragnhild. Hun havde ved Siden af at besørge en Tjenesteplads i Rønne søgt Byens tekniske Skole i Vintrene 1911-12 og 12-13 og lært lidt Bogføring samt Begyndelsesgrundene i Tysk og Engelsk; og efter Sommerferien 1913 fik hun Plads som Tjenestepige og Butiksjomfru hos Møller og Bager Kulmann i Gudhjem. Hun følte det da som noget strengt at skulde være borte fra sine Forældre og Søskende. Derfor tog hun ofte en Cykeltur hjem til os i Rønne om Søndagen, hvorefter vi henad Aften fulgte hende paa Vej op ad Snurrebakkerne; og saa gik det rask for hende ad Gudhjem til. Da Juleaften kom, vilde Ragnhild saa gerne hjem og fejre den med os andre; men hun havde saa meget at gøre i sin Plads, at hun først naaede ud til os ved 9½ Tiden. Da blev der rigtig nok stor Glæde i vor lille Familiekreds. Vi tændte straks Juletræet, som havde været skjult; og saa gik vi som sædvanlig rundt og sang Julesamler og Sange, knækkede Nødder og fortalte hinanden om vore Oplevelser til Klokken blev henad 12.
Efter de skønne Festdage i Hjemmet maatte Ragnhild atter ture hjem til sin Plads i det skønne Gudhjem; men følgende Foraar var hun atter hjemme en lille Tid for at pleje sine bulne Fingre. Om Sommeren derefter var hun paa Højskole hos Forstander Andreas Hansen, Østermarie og havde derefter en huslig Plads i hans Hjem.
Den 21. Februar samme Aar (1914) fik jeg den glædelige Meddelelse, at Københavns Magistrat havde tilstaaet mig et Legat paa 100 Kr. om Aaret; og at jeg straks kunne hæve de 50 Kr. for andet Halvaar 1913. Det gav mig Mod til at iværksætte en Plan om at købe en lille Jordlod Nord for Rønne til at dyrke og beplante for muligvis omsider at bygge et Hus derpaa. Jeg havde det nemlig saadan, at jeg ofte led af Søvnløshed, som Lægen mente kunne hæmmes, naar jeg trættede mig ved legemligt Arbejde.
Den 12. Marts 1914 gik jeg efter megen Betænkning og mange Bønner til den Højeste ind paa at købe Lodden fra Landevejen ned til Havet for 2300 Kr af Byder, Lille Almgaard. Den var 220 Alen Lang og 15 Alen Bred og strakte sig fra Landevejen ned til Havet. Pengene maatte staa hos ham som Pant paa Jorden og skulde forrentes med 4½ p. Cent. Næste Dag gik jeg derud med Spade og Hakke og gravede Jorden i Skellet baade langs Vejen og paa den søndre Side; og Dagen efter fulgte mine to hjemmeværende Sønner, Ejnar og Uffe, men derud og hjalp mig med at plante Tjørn i det lange Skel.
Efter de Forberedelser fik jeg nok at bestille paa den ny erhvervede Jordlod baade med at dyrke Kartofter og Køkkenurter og at plante Frugttræer. Længst nede mod Havet plantede jeg en lille Birkelund til Forskønnelse, og i Nærheden af Vejen gravede jeg den løse Sandjord bort for at danne en Grund til at bygge et nyt Hus paa; og mit Helbred bedredes noget under de Forehavender.
Det var dog ikke legemligt Arbejde alene, der tog min Tid og Kræfter. Engang imellem gik jeg hen at høre en Tale eller et Foredrag, som holdtes i vor By, for ogsaa at udvikle mig aandeligt.
Ligesom i Tejn var min Hustru og jeg stærkt optagne af at faa de os betroede Børn frem efter deres Anlæg og Evner; og det syntes stundom at skulde lykkes os. Uagtet vi i religiøs Henseende ikke stemte overens med mine Svigerforældre, fik vi dog den Glæde, at de kaldte vor Børneopdragelse for mønsterværdig. Provst Rohdes i Klemensker maa vel have syntes noget lignende; for de lod vor Søn Ejnar følge med deres Søn Arne til Præstegaarden og tilbringe en Del af Statsskoleferien dér. Rektor Kofoed sagde ogsaa en Dag, at vor Søn Ejnar var den dygtigste af alle Eleverne paa Statsskolen.
Men saa en Dag var det ligesom den udviklede Dygtighed kulminerede. Da Eleverne i den 2den Gymnasieklasse, hvor Ejnar gik, legede en Redskabsleg, der kaldtes ”Bjergvandring”, viste Ejnar sig saa behændig og kvik, at han havde taget dem alle sammen. Det var noget, som aldrig var hændt før; og Ejnar blev meget beundret af den Grund.
Under den Leg havde samme vor Søn faaet et slemt Stød paa højre Smalben. Det var noget, som der ikke blev lagt Mærke til. Ejnar kom frisk hjem som sædvanlig; men næste Dag maatte han blive fra Skolen og holde til i sin Seng paa Grund af Feber, Træthed og Tørst. Vi hentede Læge; og han mente, det var Influenza eller en anden Infektionssygdom. Ejnar skulde blot have noget Feberpulver og Kamillate til Fremkaldelse af Sved osv. Det fik han ogsa; og derefter laa han og svedede og drømte. Han tyktes, det var en Skærsommerdag, da Frugttræerne blomstrede og Fuglene sang. Men det syntes ikke at ville hjælpe. Saa prøvede vi at vaske ham med koldt Vand efter Kneips ”Vandkur”; men heller ikke det hjalp. Min Hustru og jeg maatte skiftes til at være hos ham baade Nat og Dag; og da vi ikke vedblivende kunde magte det, maatte vi telefonere efter Ragnhild, som saa kom hjem og hjalp os. Vi havde Lægen igen. Han gav nu ordre til, at den syge skulde svøbes i Vat, have Kamfermikstur til at kølne Kroppen med og Vin og Vand til Stimulering af Hjertet. Vi skønnede da, at det muligvis blev Døden, og søgte at forberede vor kære Søn paa dette. Og han tog vel imod vor Vidnesbyrd om Gud og Frelseren og bad om Forladelse for, hvad han havde syndet imod den Højeste og os, hans Forældre. En Dag sagde han, at han ikke var bange for at dø, men han vilde gerne leve en Tid her paa Jorden først; og den Tale kunde vi godt forstaa. En anden Dag bad han mig om at fortælle lidt om det evige Liv, hvad jeg ogsaa gjorde. Derefter kom en Præst og talte med ham; men det trættede ham meget. Han jamrede sig lidt og sagde: ”Bare jeg kunde finde en Hvilestilling!” Baade min Hustru, hans Søster og jeg søgte at pleje ham og bede til Gud for ham det bedste, vi forstod; og som Tak derfor hørte vi ham sige flere Gange: ”Jeg synes ikke, jeg fortjener al den Kærlighed, I viser mig.” Lægen kom tredie Gang og saa til Ejnar; og da ytrede han: ”Der er saa mange Bakterier i hans Krop; og de skal overvindes, før han bliver rask.”
Sygdommen blev dog bare ved. I Drømme eller Syner saa han sine borteværende Søskende; og en Dag, da Mor og jeg havde lagt ham over i en anden Seng, udbrød han: ”Jeg synes her er Aander!” – Og kort efter blev han selv en Aand.
Jeg havde i de Dage ønsket og bedet om, at Ejnars Sygdom maatte hjælpe ham til Sindets fulde Overgivelse til Gud; det naaede jeg ogsaa at se opfyldt, men heller ikke mere. Han gik gennem Døden over til en herligere Levevis; og vi fik ikke se ham i Arbejde for Guds Rige paa Jorden. Det blev alligevel en stor Sorg for os Forældre; thi vi havde ventet os meget af den Søn.
Ved at betragte Skrammerne paa hans ene Smalben efter Redskabslegen kom vi til at tænke paa, at det maaske var en Blodforgiftning, der havde foraarsaget hans tidlige Bortgang fra denne Verden.
Efter nogle Timers Hvil maatte jeg gaa den tunge Gang at melde Dødsfaldet til Præsten og Byfogedkontoret samt købe Ligtøj, Ligkiste og Kranse, som vi anbragte om og over den døde. Om Eftermiddagen samlede vi den nærmeste Familie i Ligværelset, hvor jeg fremsagde nogle Mindeord om Ejnar; og vi sang Salmen: ”Sov sødt, Barnlille!” hvorefter Kisten med hans jordiske Rester blev baaret ud paa Ligvognen; og vi fulgte den saa til Kapellet, hvor Kisten sat ind.
Vore fraværende Børn fik straks Meddelelse om Dødsfaldet; og Sigurd kom hjem tre Dage efter. Han var bleven meget nedslaaet over det skete og havde gaaet i Ensomhed og grædt over sig selv. Det var nemlig gaaet ham som mig for mange Aar siden. Ved fritænkerisk Paavirkning var han ført bort fra sin Barnetro, saa han en Tid havde ladet være at bede til Gud. Min Hustru og jeg søgte saa at hjælpe ham paa ret Køl igen.
Den 4de Marts foregik Begravelsen af Ejnars Lig. Dagny havde ikke naaet at komme hjem til den Mindefest. Men ellers var der mødt mange Slægtninge og Venner. Vi sang Salmerne: ”Nu ringer alle Klokker mod Sky!” Og Provst Bostrup talte om de Kristnes Lidelser her paa Jorden og den hinsides Herlighed; og Pastor Thyssen mindede om Ordene i ”Aabenbaringens” 3die Kapitel 8nde Vers: ”Se, jeg har stillet dig for en aaben Dør, som ingen kan lukke i; thi du har endnu kun en liden Kraft. Dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.” Det passende godt til Ejnars aandelige Stade, da han gik bort.
Efter Jordefærden samledes den nærmeste Familie i vort Hjem til en Stunds samvær. Og derpaa maatte vi hver især fortsætte vort jordiske Liv, som vi bedst kunde det.
Vor Datter Dagny forlod snart Dalbyneder og kom til at virke som Lærerinde ved Aakirkeby Realskole, hvor Hr. N. P. Jensen var Forstander. Han havde under vore Samtaler med hinanden fattet Tillid og Kærlighed til mig, fordi jeg ikke som saa mange andre uglesete ham, fordi han ikke i et og alt var enig med Højskole- og Valgmenighedsfolk. Defor antog han gerne min Datter som medhjælp ved sin Skole.
Vor Søn Sigurd, som havde taget Konstruktøreksamen i København og havde Plads ved Fabrikken Damo dersteds, rejste med fornyet Kristentro over til sit Arbejde; og i sine Breve til os i den følgende Tid minder han flere Gange om, at Ejnars Sygdom og Død har hjulpet ham til at fortryde sine Synder og søge Tilgivelse og Trøst hos vor kære Frelser Jesus Kristus.